Allerslev: Uskyldig til andet er bevist

Afslørende tv-program har sat vedligeholdelseschef i Københavns Ejendomme under mistanke for både nepotisme og korruption. Borgmester afventer hans redegørelse.

Den korruptionsmistænkte vedligeholdelseschef i Københavns Ejendomme bliver ikke suspenderet, før han har fået lov til at forklare sig.

- Vi har den indstilling, at man er uskyldig, indtil andet er bevist, siger kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V).

Dermed går borgmesteren mod anbefalingen fra Københavns Kommunes interne revision, der mener, at vedligeholdelseschefen omgående burde suspenderes.

Anders Asbjørn Jensen fik onsdag 48 timer til at redegøre for beskyldninger om nepotisme og korruption i forbindelse med renovering af københavnske skoler. De 48 timer slutter fredag klokken 12.

Asbjørn Jensen kom under mistanke, efter at TV2-udsendelsen "Operation X" afslørede, at kommunen har betalt overpris for at få renoveret en række af sine skoler og institutioner. Arbejdet er udført af en ven af Asbjørn Jensen, der ejer den tegnestue, som i 2007 vandt kontrakten.

Kontrakten sikrede tegnestuen renoveringsopgaverne på kommunens 40 skoler og institutioner i Vanløse i tre år, ligesom tegnestuen også har sikret sig en tilsvarende aftale for kommunens bygninger på Amager.

Tegnestuen vil enten blive politianmeldt, eller også kommer der en anden form for retligt efterspil, så kommunen kan få erstatning for arbejdet. Ud over at være alt for dyrt er arbejdet også af alt for ringe kvalitet, oplyser Pia Allerslev.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere