Avis: Hedegaard får også miljøet

Ifølge fransk avis skal Connie Hedegaard både tage sig af klima- og miljøområdet som ny EU-kommissær. Energiområdet er foreløbigt afsat til Tyskland

Connie Hedegaard både tage sig af klima- og miljøområdet som ny EU-kommissær. (Foto: Jesper Stormly Hansen)
Connie Hedegaard både tage sig af klima- og miljøområdet som ny EU-kommissær. (Foto: Jesper Stormly Hansen)

Connie Hedegaard får ikke bare klimaet, men også hele miljøområdet under sig i sit nye job som EU-kommissær. Det fremgår af et foreløbigt udkast til fordelingen af kommissærposterne, som den franske avis Libération har fået fingre i.

Med miljøområdet under sig kan Hedegaard også se frem til at få et selvstændigt generaldirektorat og dertilhørende embedsmænd og budget knyttet til sig.

Netop tyngden af kommissærposten har været et afgørende emne i flere ugers konsultationer mellem EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), inden Løkke bestemte sig for at sende Hedegaard til Bruxelles.

Til gengæld er der ikke noget, der tyder på, at Connie Hedegaard får lov til at overføre den danske post som klima- og energiminister til EU-toppen. Ifølge udkastet får tyskeren Günther Oettinger ansvaret for energiområdet.

Meget kan dog ske med fordelingen, inden EU-Kommissionens formand i næste uge præsenterer sit nye kommissærhold. I udkastet er der således en række kontroversielle valg, som kan møde protester fra både medlemslande og EU-Parlamentet.

Blandt andet står rumæneren Dacian Ciolos til at blive ny landbrugskommissær med opbakning fra Tyskland og Frankrig. Det vil være et hårdt slag for de lande, som ønsker et opgør med landbrugsstøtten, og for EU's afgående landbrugskommissær, Mariann Fischer Boel, der har kæmpet for at dreje EU's landbrugspolitik i en mere liberal retning de sidste fem år.

Ifølge forslaget får Frankrigs Michel Barnier posten som kommissær for det indre marked. Men til formentlig stor lettelse for Storbritannien og City of London er området for finansielle tjenesteydelser skilt fra og tildelt Ungarns nye kommissær, Laszlo Andor.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere