Klimaministeren kører powerbil

Den nye klima- og energiminister forklarer Ekstra Bladets 'Biler' om sin lille, røde mariehøne, mini-cabriolet'en - hun er ikke bange for at drøne deruda' med 200 i timen

Lykke Friis med sin lille powerbil. Til daglig kører hun på cykel - af hensyn til CO2-udslippet. (Foto: Mads Winther)
Lykke Friis med sin lille powerbil. Til daglig kører hun på cykel - af hensyn til CO2-udslippet. (Foto: Mads Winther)

- Det er en skøn fornemmelse at køre med kalechen nede og vinden gennem håret, siger den nyudnævnte klima- og energiminister Lykke Friis

Hun er kendt som lidt af en nørd, der hidtil først og fremmest har haft to ting på hjernen: europæisk politik og fodboldholdet Bayern München.

Men på det seneste er pro-rektor på Københavns Universitet Lykke Friis også blevet ret glad for biler . I et næsten dugfrisk fødselsdagsportræt i Universitetsavisen understreges, at Friis ikke er bleg for at knokle speedometeret op i nærheden af 200.

Det supersmarte bil-kompromis
Sådan fortalte den nye klima- og energiminister tidligere i år Ekstra Bladet Biler:

- Før i tiden var jeg fuldstændig ligeglad med biler og havde intet problem med at køre rundt i en gammel Toyota Corolla, bare jeg kom frem til mit bestemmelsessted.

- Men den holdning skabte en smule gnidninger i privatlivet, for helt så ligeglad er min bedre halvdel ikke. Så da vi sidste år skulle have en ny bil , kastede vi os ud i et kompromis.

Tysk mærke - det tæller
Resultatet af det blev en af de nye og supersmarte Mini-cabriolet'er. Og den har fuldstændig ændret Lykke Friis' holdning til biler - i dag er hun nemlig vild med dem.

- For det første er Mini jo blevet opkøbt af BMW, så mærket er i dag ikke længere engelsk, men tysk, og det passer mig jo fint, sagde den halvt tyske Lykke Friis til Ekstra Bladet Biler. - Og så er jeg begejstret for, at de har taget den gamle, Mr. Bean-agtige bil og forvandlet den, så den er blevet lækker og moderne.

Skrigende og glad
Også når det kommer til køreglæden, havde Lykke Friis kun rosende ord om Minien - og så var hun især glad for, at hun har købt bilen i en skrigende og glad farve, nemlig orange.

- Farven var den del af kompromiset, hvor jeg fik min vilje. Jeg havde nemlig lige købt en smart, lille rejsekuffert med hjul i orange, og så tænkte jeg, at det så godt ud, hvis den matchede bilen .

- Derfor kører jeg i dag rundt i sådan en bil, som alle bliver glade af at se på, for den ligner nærmest en lille mariehøne. Tit, når jeg kommer forbi, kan jeg se, hvordan små børn peger og smiler af Minien, og det synes jeg er dejligt.

På cykel til daglig
Endnu en detalje, som prorektoren var begejstret for, er cabriolet-modellen.

- At køre med vinden gennem håret giver den totale følelse af frihed. Det er altså noget helt særligt. Ikke, at jeg kører søndagstur op og ned ad Strandvejen, når solen skinner, det gider jeg ikke. Kun, hvis der er et formål med turen, tager jeg bilen . Men derfor må turen jo godt være en oplevelse og ikke bare kedelig transporttid, sagde Lykke Friis.

Den daværende prorektor, som bor på Frederiksberg, understregede ved den lejlighed noget, som den nuværende minister formentlig vil være glad for at få gentaget:

- I hverdagen cykler jeg, for der er jo ingen grund til at sprøjte CO2 ud i luften, når man bor så tæt på sit arbejde som jeg.

- Men når vi skal ned og besøge svigermor i Køge, eller når jeg skal holde foredrag i for eksempel Helsingør, så kører jeg. Og så nyder jeg at sidde i min lille, rappe mariehøne af en bil .

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere