Ung socialdemokrat børneborgmester

26-årige Anne Vang storfavorit som Københavns børn- og ungeborgmester - SF skal nu vælge mellem sundheds- og omsorgsområdet og integrationsområdet

Anne Vang er storfavorit til posten som børn- og ungeborgmester i København. (Foto: Thomas Borberg)
Anne Vang er storfavorit til posten som børn- og ungeborgmester i København. (Foto: Thomas Borberg)

Der bliver nu sat parti og ansigt på de sidste borgmesterposter i København, efter at Venstres Pia Allerslev, der er såkaldt tredje vælger, omsider har besluttet, at hun fortsætter som kultur- og fritidsborgmester.

Kort efter meddelte Socialdemokraterne, der var fjerde vælger, at partiet sætter sig på børne- og ungeområdet.

Et nemt valg
Det har ikke været svært for Socialdemokraterne at vælge, hvilken område partiet nu skal besætte, efter der er sat navn og parti på posterne som overborgmester, teknik- og miljøborgmester og nu også kultur- og fritidsborgmester.

-Hos Socialdemokraterne har vi besluttet at bruge vores næste valg til at tage børn- og ungeområdet i København. Først tirsdag aften kan vi sætte navn på borgmesterposten, når vi har det første fællesmøde mellem den nye socialdemokratiske gruppe i Borgerrepræsentationen og det konsultationsudvalg, som har stået for at fordelingen af Socialdemokraternes poster, siger Frank Jensen.

Storfavoritten
Han vedkender sig dog, at partiets nuværende politiske ordfører, 26-årige Anne Vang, står stærkt i kampen om at sætte sig i stolen som børne- og ungeborgmester.

- Det er klart, at Anne Vang står centralt i kabalen, og hun vil have min fulde støtte. Anne Vang står stærkt, både i kraft af sit personlige valg og i kraft af sin store flid og engagement, men vi kan først træffe den endelige beslutning tirsdag aften, uddyber Frank Jensen.

Anne Vang har, sin unge alder til trods, en hel valgperiode som politisk ordfører bag sig. Hun var Ritt Bjerregaards favorit til posten og har klaret udfordringen uden problemer.

Afgøres i morgen
Tilbage står borgmesterposterne som socialborgmester, sundhed-og omsorgsborgmester og integrationsborgmester. De poster skal fordeles mellem SF, Enhedslisten og De Radikale.

- Vi afgør det først i morgen aften, og jeg vil ikke foregribe begivenhederne ved at udpege favoritter, siger formand for SF i København, Jens Andersen.

Warming får sin vilje
Han vil dog gerne røbe, at partiet ikke har tænkt sig at gå efter posten som socialborgmester, som Enhedslistens Mikkel Warming har udtrykt ønske om at få lov til at fortsætte i.

Det betyder, at SF reelt skal vælge mellem posten som integrationsborgmester eller sundheds- og omsorgsborgmester. Jens Andersen ønsker heller ikke at fortælle, hvem der er i spil til sætte sig i stolen som partiets anden borgmester.

Med 3665 personlige stemmer overhalede partiets nummer to på stemmelisten, Ayfer Baykal, SF's spidskandidat Bo Asmus Kjeldgaard. Kjeldgaard meddelte allerede på konstitueringsnatten, at han vil indtage teknik- og miljøområdet i København.

SF's nye komet
Ayfer Baykal nævnes som en oplagt kandidat til at besætte partiets borgmesterpost nummer to. Hun er uddannet socialrådgiver og arbejder som projektleder i Frederiksberg Kommune med integration. Tidligere har SF-kometen fungeret som formand for Københavns integrationsråd.

Når SF har peget på sin sidste borgmesterpost vil Enhedslisten vælge mellem de to sidste borgmesterpladser. De Radikale er 'sidste vælger' og må reelt overtage den post, som de andre partier ikke ønsker.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere