Connie H. er ikke gået i flyverskjul

Connie Hedegaard vil på ingen måde gemme sig for den danske presse. Men hun vil fortsat ikke løfte sløret for, om hun håber på at blive EU's klimakommissær

Connie Hedegaard vil fortsat ikke løfte sløret for, om hun håber på at blive EU's klimakommissær. (Foto: AP)
Connie Hedegaard vil fortsat ikke løfte sløret for, om hun håber på at blive EU's klimakommissær. (Foto: AP)

Klimaminister Connie Hedegaard (K) har 'overhovedet ingen kommentarer' til spekulationerne om, at hun skal være ny dansk EU-kommissær.

Det siger Hedegaard til Ritzau over telefonen efter et møde i Bruxelles, hvor hun har fortalt sine EU-kolleger om status for de internationale forhandlinger inden klimatopmødet i København.

Tidligere på eftermiddagen blev Connie Hedegaards planlagte pressemøde med danske journalister ellers aflyst. Men det var ifølge ministeren, fordi hun ikke kunne nå at tale med pressen, inden hun måtte haste i lufthavnen for at nå et fly tilbage til Danmark.

- Som vært for COP15 (klimatopmødet, red.) var jeg nødt til at blive inde og høre samtlige indlæg på mødet, forklarer Hedegaard.

Tirsdag formiddag skal Hedegaard deltage i et ministermøde på Christiansborg. Mange venter, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) derefter vil løfte sløret for, hvem der bliver dansk kommissær. Men Hedegaard afviser at svare på, om kommissærposten er interessant for hende.

- Det har jeg overhovedet ingen kommentarer til, siger hun.

EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, har gjort klart, at han gerne ser Hedegaard som EU's klimakommissær. Men Løkke har blandt andet ventet på at få klarhed over, hvor tung posten som klimakommissær bliver.

Flere Venstrepolitikere har peget på, at klimakommissæren risikerer at blive 'rejsende i varm luft', hvis den ikke også dækker over energiområdet. Men heller ikke her vil Hedegaard deltage i debatten.

- Det har jeg heller ingen kommentarer til, siger hun.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere