Boel: Haarder kunne blive en god kommissær

EU-kommissær Mariann Fischer Boel lovpriser Bertel Haarder. Han har kvaliteterne til at blive kommissær, mener hun. Haarder viser interesse for forskningen

Bertel Haarder besidder alle de kvaliteter, der skal til for at blive en god EU-kommissær.

Det mener Danmarks nuværende kommissær, Mariann Fischer Boel (V), som inden længe træder tilbage fra posten og formentlig overlader den til enten klimaminister Connie Hedegaard, undervisningsminister Bertel Haarder eller fødevareminister Eva Kjer Hansen.

I sidste ende er det statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der afgør, hvem der skal til Bruxelles, men Fischer Boel mener, at Haarder er en meget velkvalificeret kandidat.

- Han har også den entusiasme, som der skal til, tilføjer Mariann Fischer Boel.

De Konservatives Connie Hedegaard er blevet sat i forbindelse med en nyoprettet position som klimakommissær, mens Bertel Haarder nævnes som en mulighed til posten som forskningskommissær. Fischer Boel understreger vigtigheden af, at Danmark beholder et område, der har en vis politisk og økonomisk tyngde.

- For det første er det vigtigt at få en portefølje, der er interessant og har en relevans i forhold til Danmark. Dernæst skal man som kommissær være god til at skabe resultater, kunne samarbejde på tværs, have et godt helbred og en god fysik, og så skal man i øvrigt være parat til at arbejde meget, siger hun.

Fischer Boel mener kun, at klimakommissærposten er interessant, hvis den har et konkret defineret indhold, mens posten som forskningskommissær er et spændende felt uanset hvad.

- Forskning vil være interessant. Det er den altid. Hvis man ikke skal forske og udvikle, så kommer man ingen vegne, siger Fischer Boel, som i øvrigt ikke vil blande sig i statsministerens beslutning.

Bertel Haarder siger lørdag til Ritzau, at han "ikke fører valgkamp" for at få kommissærposten, men han lægger ikke skjul på sit syn på posten som EU's forskningskommissær.

- Jeg mener for eksempel, at forskningsporteføljen er uhyre vigtig. Det er der måske nogen, der er uenig med mig i. Jeg mener, at den er meget vigtig, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere