DF skal ikke dæmoniseres

- Det er ikke sådan, København skal undgå at få Dansk Folkeparti i spidsen for udlændingepolitikken, siger den (måske) kommende overborgmester, Frank Jensen

Den (måske) kommende overborgmester vil ikke være med i en sammenrotning mod Dansk Folkeparti - men opfordrer københavnerne til ikke at stemme på DF. (Foto: Mogens Flindt)
Den (måske) kommende overborgmester vil ikke være med i en sammenrotning mod Dansk Folkeparti - men opfordrer københavnerne til ikke at stemme på DF. (Foto: Mogens Flindt)

Der er stor sandsynlighed for, at kommunalvalget i morgen vil placere Dansk Folkepartis næstformand, 41-årige Carl Christian Ebbesen, som borgmester for integration i København.

Københavns meget omdiskuterede styreform gør, at et parti, som får syv mandater, har ret til en borgmesterpost.

Selv om alt tyder på, at hovedstaden igen får en socialdemokratisk boss og et flertal af 'røde' medlemmer i Borgerrepræsentationen, vil den socialdemokratiske spidskandidat, Frank Jensen, som overborgmester komme til at præsidere over en borgmesterkollegium med også markante politiske modstandere.

Uhyre usympatisk
Som meningsmålingerne tegner i øjeblikket, vil Dansk Folkepartis spidskandidat være en af dem, og det har vakt en del røre, at Ebbesen har signaleret, at han går efter posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester.

- Men hvorfor skal han absolut være borgmester for blandt andet integration - det område af alle, hvor Dansk Folkepartis politik vil ligge længst væk fra det politiske flertals? Hvordan har du det med den udsigt?

- Jeg synes, at Dansk Folkepartis udlændingepolitik er uhyre usympatisk, fastslår Frank Jensen.

- En integrationspolitik, som går ud på at give mennesker 100.000 kroner for at forsvinde ud af Danmark - det er heller ikke dét, københavnerne vil, sådan som jeg oplever det ude blandt folk.

Ingen sammenrotning
- Nu bliver det næppe Dansk Folkeparti, som skal vælge borgmesterpost først - hvorfor kan I andre så ikke bare sørge for, at integrationsposten er besat, når det bliver deres tur?

- Det ligger ligesom ikke i de andre partiers prioriteter, heller ikke i mit partis, erkender Frank Jensen.

- Men i øvrigt synes jeg heller ikke, at vi i de øvrige partier skal rotte os sammen imod Dansk Folkeparti. De skal ikke dæmoniseres og være dem, vi andre ikke vil lege med - det er nemlig deres selvforståelse og den rolle, de allerhelst vil have, og den skal vi ikke give dem. Så hvis københavnerne - som jeg tror på - ønsker en anden integrationspolitik end Dansk Folkepartis, så skal de lade være med at stemme på dem. Så enkelt er det.

Magten ligger i udvalgene
- Hvor stor en magt har borgmestrene i København faktisk over den politik, der skal føres på deres område?

- De skal have opbakning i deres udvalg. Beskæftigelses- og integrationsudvalget har 10 medlemmer ud over borgmesteren, og udvalget sammensættes efter forholdstal, så der vil efter alle meningsmålinger at dømme også komme et flertal til venstre.

- Så en eventuel borgmester Ebbesen vil ikke bare gennem sin administration kunne føre Dansk Folkepartis politik ud i livet i København?

- Nej. Og som jeg læser Carl Christian Ebbesen, tror jeg måske heller ikke, at han vil forsøge. Men hvis københavnerne ikke ønsker Dansk Folkepartis udlændingepolitik, skal de lade være med at stemme på partiet - det vil være det sikre værn, siger Frank Jensen.

ekstrabladet.dk forsøger at få Carl Christian Ebbesens kommentar...

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere