Lene Espersen støtter aftalebrud

Den konservative formand støtter borgmester i Lyngby-Taarbæk, som brød aftale for at få borgmesterpost. Lene Espersen vil bruge kommunal fremgang landspolitisk

Lene Espersen bakker op om sine lokalpolitikere i Lyngby-Taarbæk Kommune. (Foto: Benjamin Kürstein)
Lene Espersen bakker op om sine lokalpolitikere i Lyngby-Taarbæk Kommune. (Foto: Benjamin Kürstein)

At kommunal konstituering er en hårdhændet affære står klart efter de seneste døgns dramatiske forløb i flere kommuner.

Og at det i Lyngby-Taarbæk kostede et brud på en skriftlig aftale at holde borgmesterposten på konservative hænder afskrækker ikke partiformand Lene Espersen.

- Jeg synes, at det har været meget vigtigt for os at bevare Lyngby-Taarbæk. Jeg kan sagtens forstå Rolf Aagaard-Svendsen, og jeg er glad for, at vi stadig har posten i en kommune, der har borgerligt flertal, siger hun.

Den konservative borgmester i Lyngby-Taarbæk, Rolf Aagaard-Svendsen, havde egentlig indgået en aftale med SF og Socialdemokraterne om at støtte SF-spidskandidaten. Men den aftale sprang han fra efter at have fået støtte fra Venstre, Dansk Folkeparti og De Radikale.

Lene Espersen siger, at hun ikke kender til detaljerne i forløbet, omend hun var i kontakt med Rolf Aagaard-Svendsen undervejs. Både før og efter kommunalvalget var hun i kontakt med de konservative spidskandidater.

- Derfor har jeg løbende været i dialog med alle, herunder også Rolf Aagaard-Svendsen, siger hun.

De Konservative var spået tæsk ved kommunalvalget, men realiteten er en fremgang fra 10 til 13 borgmesterposter og en tilslutning på landsplan omkring 11 procent. Det vil Lene Espersen bruge landspolitisk.

- Lige nu vil vi bruge det som afsæt til på landsplan at se på, om vi ikke kan bruge det momentum, vi har fået nu, til at bevare gejsten i forhold til de mere landspolitiske initiativer, siger hun og peger blandt andet på det kommende arbejde med at udvikle et nyt partiprogram, der skal ligge klar i 2011.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere