Kæmpe nedtur for skandaleborgmestre

Ekstra Bladets prisbelønnede skandale-borgmestre blev straffet af vælgerne for nogle ellers imponerende drukture og masser af fjolleri

Straffen er hård til de borgmestre, der har kastet sig ud i drukture og fjolleri for skatteydernes regning.

Kongen af Kolding, skandaleborgmester Per Bødker Andersen, blev i går smidt af borgmesterstolen, og samme skæbne overgik både Guldborgsunds og Vejles S-borgmestre Kaj Petersen og Leif Skov.

Guld-Kaj anede nok, hvor det bar hen, da han for to dage siden nægtede at modtage pokal og champagne som vinder af Ekstra Bladets ærespris for ’Bedste Byrådsskandale’.

Borgerne har talt
Men vælgernes dom kan ingen lokalpolitiker ignorere. De borgerlige partier i Guldborgsund stod i aftes med et flertal på 16 mandater mod 13 til S og SF. Kaj Petersen var ikke sen til at erkende sit sviende nederlag:

– Jeg må jo bare konstatere, at borgerne har talt. Jeg kan undre mig over, at vi skal bære hele nederlaget. Jeg tror også den smædekampagne, der har været kørt imod mig, har lykkedes med et eller andet, sagde Kaj Petersen til DR Sjælland.

Før valget havde socialdemokraterne 11 mandater – og kan nu mønstre otte.

Kaj Petersen kan se tilbage på 32 år med borgmesterkæden om halsen. Men snarere end træthed kan han utvivlsomt takke 17 politikeres og embedsfolks drukrejse til Tyskland sidste år for nedturen.

Halvering i Kolding
Efter 47 års socialdemokratisk styre – deraf de 24 med Per Bødker Andersen – valgte vælgerne i Kolding en ny kurs. Hans parti står til halvering.

Leif den Ulykkelige
Kolding-borgmesteren har således formået at fjolle masser af penge op på venskabsbyer i Grønland og Japan, efter at have skåret 144 millioner kroner ned på kommunens budget.

Også i Vejle blev bykongen smidt af tronen. Socialdemokraten Leif Skov har i perioden været en sand mester i penge- og rejsefrås.

Kom igen, Svend
Han er den eneste borgmester i Danmark, der har formået at feste 635.000 kroner op på en enkelt dag for alle byrådsmedlemmerne og deres ægtefæller.

Lokalliste-borgmester Svend Kjærgaard Jensen har også set frem til valget i går med spænding, og godt så det ikke ud i Egedal Kommune. Da resultatet forelå, havde Egedal-listen fået sølle et mandat. Om det er nok, ved ikke en gang Fråse-Svend.

Han sørgede sidste år for, at 237.000 skattekroner blev brugt på en druk- og studietur til Firenze. Kjærgaard Jensen mente senere, da Ekstra Bladet havde gravet i sagen, at den tur nok alligevel ikke var så god en investering.

Festlighederne skal ses i lyset af, at prisen på ældremad blev hævet med 62 procent i kommunen.

Ude at sejle med Erik
Lidt nervøs mave må Allerøds K-borgmester Erik Lund også have haft, da stemmetallene i aftes tikkede ind. Resultatet viser dog, at Erik Lund formentlig kan klamre sig til borgmesterposten, selv om hans parti mister et mandat. Han bliver reddet af Venstres tilbagegang.

Festlige Erik stod stærkt i Ekstra Bladets skandale-afstemning efter byrådets drukfest på Oslo-båden i 2007 i en situation, hvor krav om besparelser på 17 mio. kroner truede med at udhule hele børne- og ungdomsområdet i Allerød Kommune.

Men måske kastede Erik Lund i sidste uge en redningskrans ud for sig selv ved kækt at indrømme, at det var en kanon-tur, og at han gerne vil af sted igen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere