En EU-parodi på demokrati

Valget af EU's kommende præsident foregår bag lukkede døre, næsten som et pavevalg i Vatikanstaten. Det møder kritik fra politikere i flere europæiske lande

Tony Blair nævnes som kandidat til at blive præsident for EUFoto: AP
Tony Blair nævnes som kandidat til at blive præsident for EUFoto: AP

Torsdag er alle 27 statsledere fra EU's medlemslande samlet for at vælge en præsident for Den Europæiske Union. Enkelte politikere har meldt sig som kandidater til posten, men det behøver ikke blive en af dem.

Som når kardinalerne i Vatikanstaten skal finde en ny pave, træffes beslutningen om, hvem der skal beklæde embedet som EU's' præsident og EU's udenrigsminister, nemlig bag lukkede døre.

Det møder kritik fra flere europæiske politikere, som mener, at det stempler Unionen som udemokratisk.

- Det er enden på "Eurokratiet" at gøre det på den her måde, at vælge en af deres egne på denne facon. Jeg tror ikke, at de bliver i stand til at slippe af sted med det igen, siger Denis MacShane, tidligere Europaminister i Storbritannien.

MacShane bakkes op af franskmanden Daniel Cohn-Bendit, der er næstformand for De Grønne i Europaparlamentet.

Tag borgerne med
- Dette er en karikatur på demokrati. Vi har nu følelsen af, at de 27 (statsledere), specielt Angela Merkel (tysk kansler) og Nicolas Sarkozy (fransk præsident) er på udkig efter folk, der ikke kommer til at overskygge dem, siger Cohn-Bendit.

Vaira Vike-Freiberga, en af de få erklærede kandidater til posten som EU's præsident, der er tidligere præsident i Letland, har også kritiseret valgprocessen.

- Første skridt ville være, at man stopper med at gemme sig bag sine fans (politiske støtter) og kommer ud og siger, at man er klar til at tage imod jobbet. Folk bør offentliggøre deres kandidatur, ikke bare over for de 27 (medlemslandenes ledere), men over for hele Europa, så borgerne ved, hvad der foregår, siger Vaira Vike-Freiberga.

Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair er blevet nævnt som en af favoritterne til posten som EU's præsident, mens den mere anonyme premierminister i Belgien, Herman Van Rompuy, også regnes som en del af favoritfelten.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere