Palin anklages for løgn og fantasi

Sarah Palin udkom i dag med selvbiografi, som ses som et afsæt til en ny politisk kampagne. Men bogen er politisk selvmord, lyder vurderingen

Sarah Palin langer i sin nye bog ud mod McCain-kampagnen, som gjorde hende kendt på den nationale politiske scene. (Foto: AP)
Sarah Palin langer i sin nye bog ud mod McCain-kampagnen, som gjorde hende kendt på den nationale politiske scene. (Foto: AP)

En bog fuld af løgn og fri fantasi.

Sådan lyder anklagen mod Sarah Palins selvbiografi ’Going Rogue’, som i dag udkom i USA og på ny har rettet søgelyset mod den tidligere guvernør og vicepræsidentkandidat.

Kritikken kommer fra Palins egne rækker i det republikanske parti. Især fra centrale figurer i John McCains præsidentkampagne, som kom tæt på den daværende Alaska-guvernør, da McCain gjorde hende til sin vicepræsidentkandidat.

Sarah Palins bog ses nemlig som et direkte opgør med McCain-rådgiverne, som hun følte sig snigløbet af under valgkampen. Hun skriver blandt andet, at rådgiverne forsøgte at give hende mundkurv på og holde hende væk fra medierne.

- Det er total fiktion og ikke sandt, siger McCains chefstrateg, Steven Schmidt, til CBS News.

John Weaver, en tidligere McCain-rådgiver, er endnu mere direkte i et interview med Politico:

- Hun lyver og er smålig og patetisk.

Mediesensation
Sarah Palin var en ganske ukendt og landspolitisk uerfaren politiker, da hun sidste år blev udpeget som McCains vicepræsidentkandidat.

Hun blev straks en mediesensation, men efter en række elendige medieoptrædener, som fremstillede hende som en politisk letvægter, faldt hun i unåde – både hos pressen og hos McCain-kampagnen.

Samtidig fik Palin ry for ikke at lytte til sine rådgivere. I stedet for fulgte hun sit politiske instinkt – til stor glæde for partiets konservative, højrereligiøse græsrødder.

'Going Rogue' var netop hvad McCains rådgivere sagde om Palin, når de følte, at hun ikke gjorde, som de ønskede. Hun gik sine egne vegne.

Hævngerrige Palin
De amerikanske anmeldere bemærker, at bogen først og fremmet er et opgør med McCain-kampagnen samt amerikansk presse, som Palin mener, var fjendtlig over for hende fra start.

Medierne er da heller ikke venlige i deres bedømmelse af bogen.

- Den Palin, vi møder i 'Going Rogue', er overraskende usympatisk. Hun er hævngerrig, ondskabsfuld og spydig – og det er et portræt, som hun selv har skabt, skriver kommentatoren Geoffrey Dunn på Huffington Post.

Bob Schieffer, kommentator på tv-stationen CBS, mener, at Palin med erindringsbogen endegyldigt har skrevet sig ud af amerikanske politik.

- Jeg tror, hun kommer til at sælge en masse bøger. Jeg tror, hun har stor underholdningsværdi: Hun er interessant, hun er en berømthed. Men jeg kan ikke forestille mig, at hun har en fremtid i politik, siger han.

Mon ikke Sarah Palin og hendes tilhængere er uenige.

1 af 3 Sarah Palins bog 'Going Rogue' udkom tirsdag i USA. (Foto: AP)
2 af 3 Don Lankford sikrer sig et eksemplar af Palins bog. (Foto: AP)
3 af 3 Sarah Palin langer i sin nye bog ud mod McCain-kampagnen, som gjorde hende kendt på den nationale politiske scene. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere