Klimatopmødet skal resultere i hel aftale

Klimatopmødet i København skal føre til en politisk aftale, der tager højde for alle elementer, siger klima- og energiminister Connie Hedegaard

Alle elementer i en klimaaftale skal være på plads efter klimatopmødet i København. Det siger både klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) og Yvo de Boer, chef for FN's klimasekretariat, på en pressekonference efter præ-cop mødet.

- Vi skal have den politiske ramme på plads på mødet, og landene skal levere på alle de vigtige elementer i en klimaaftale. En halv aftale er ingen aftale, slår Hedegaard fast.

Yvo de Boer er enig:

- Vi taler stadig om en Københavnaftale, vi ved bare ikke endnu, hvornår den skal gøres juridisk bindende, siger han. Ingen af de to vil nu tale om en politisk konsensus før klimatopmødet i december, ligesom de ikke vil udtale sig om, hvilke straffe der vil komme på tale til lande, der ikke overholder målene i en klimaaftale.

Hedegaard svarer bekræftende på, om præ-cop mødet har bragt fremskridt med sig før topmødet.

- Det begynder at gå op for landene, at de skal nå til enighed snart, de begynder at lytte til hinandens udfordringer i forbindelse med en klimaaftale, og de begynder at samarbejde, fortæller hun.

Hedegaard fremhæver, at USA's præsident, Barack Obama, er enig i nødvendigheden af at nå til en politisk aftale, der dækker alle elementer i en klimaaftale.

Endelig understreger ministeren væsentligheden af at sætte en deadline for, hvornår den politiske ramme for klimaaftalen skal gøres juridisk bindende.

- Vi skal ikke blive ved med bare at tale om det her - vi skal have sat en deadline for, hvornår vi binder os til at skabe resultater, slutter Hedegaard.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere