Flere ulande klar til politisk klimaaftale

Flere udviklingslande taler nu varmere om en politisk aftale på topmødet i København. Kravet om en juridisk bindende klimaaftale er falmet

Måske var det de relativt lune novembertemperaturer i Danmark, der fik smeltet et par iskolde fronter i forholdet mellem verdens rige og fattige lande.

I hvert fald står det klart efter to dages uformelle klimaforhandlinger i København, at en række skeptiske udviklingslande nu taler om udsigten til en politisk klimaaftale i langt mere positive vendinger end for få uger siden.

- Mødet gik rigtig godt, og generelt er landene enige om, at vi stadig arbejder hen imod en omfattende og bindende aftale, siger Ghanas miljøminister, Sherry Ayittey.

For få uger siden blokerede de afrikanske lande FN's sidste officielle forhandlingsmøde i Barcelona i dyb frustration over manglen på fremskridt og imødekommenhed fra EU og USA. Men det vil ikke ske i København, forsikrer Sherry Ayittey.

- Noget gik galt i Barcelona. Vi ønsker ikke at blokere processen. Nu har vi talt om alle emnerne, og vi ved, hvad vi vil have, og hvor vi er på vej hen. Jeg tror, at vi vil være i stand til at indgå en aftale, siger hun.

Også Indiens miljøminister, Jairam Ramesh, erklærer sig tilfreds med resultatet af de uformelle drøftelser i København.

- Det var et meget positivt og konstruktivt møde. Forventningen er nu, at vi måske ikke får så omfattende en aftale, som nogen kunne ønske. Vi får i stedet en politisk bindende aftale, som vil give et mandat til fremtidige forhandlinger. Så det er et godt skridt fremad, konstaterer Jairam Ramesh.

Både den indiske og den ghanesiske minister understreger dog, at industrilandene skal forpligte sig til konkrete reduktionsmål og også sætte tal på selve finansieringen af klimaindsatsen.

- Indtil videre siger de ingenting. Men de må komme med konkrete tal i København, lyder kravet fra Sherry Ayittey.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere