Kvinder truer mandsdomineret kommission

Kvindelige medlemmer af Europaparlamentet vil vælte den kommende kommission, hvis den ikke kommmer til at bestå af mindst otte kvinder

Endnu før EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, har fået den krævende kommissærkabale til at gå op, truer flere kvindelige EU-parlamentarikere nu med at stemme imod den. De er utilfredse med udsigten til, at kommissionen kun kommer til at bestå af få kvindelige kommissærer.

- Barroso må lægge pres på statsministrene. Det er vigtigt, at alle føler sig repræsenteret i den nye kommission, og det er der ikke udsigt til på nuværende tidspunkt, udtaler Britta Thomsen, der sidder i Europaparlamentet for Socialdemokraterne.

Hun opfordrer sammen med sine kvindelige kolleger i EU-parlamentet Barroso til at kigge i gemmerne efter flere kvinder til de magtfulde poster. Ellers vil de nægte at stemme for, når kommissærerne skal til godkendes af parlamentet.

Barroso er ikke tilfreds med udsigten til kun at få en håndfuld kvindelige kommissærer. Han så gerne en kvinde på mindst hver tredje post. Derfor har han forsøgt at få stats- og regeringscheferne fra EU's 27 medlemslande til at indstille flere kvinder. Som gulerod har han lovet, at en kvinde sikrer en mere indflydelsesrig post. Men nu er det på tide, at Barroso finder pisken frem, understreger Britta Thomsen.

Hun mener, at Barroso burde have bedt hvert land indstille en kommissær af hvert køn, så Barroso havde flere valgmuligheder. - Så kunne han stille og roligt sætte sig ned og se på mulighederne. Det har han ikke gjort. Derfor vil vi kræve, at han lader proceduren gå om. Vi vil se en kommission med mindst otte kvinder, siger Britta Thomsen.

Hun har i samarbejde med kvinder fra de øvrige grupper af Europaparlamentet planlagt en demonstration foran EU-Kommissionen onsdag. Demonstrationen skal råbe Barroso op.

Danmark har endnu ikke offentliggjort, hvem der er dansk kommissærkandidat. Det ventes at falde på plads efter et topmøde torsdag. Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) og klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) nævnes som kvindelige kommissærkandidater.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere