Regionsbosser tjener mere end statsministeren

De bedst lønnede regionsbosser får fed millionløn og giver dermed statsminister Lars Løkke Rasmussen baghjul på lønningslisten. Se top 10 her

- Min hyre er ikke ekstravagant, sier Bent Hansen. (Arkivfoto: Jens Panduro)
- Min hyre er ikke ekstravagant, sier Bent Hansen. (Arkivfoto: Jens Panduro)

De politisk valgte bosser for regionerne – de såkaldte regionsrådsformænd – scorer kassen. Alle fem regionsbosser tjener over en million kroner i samlede vederlag. Og de bedst lønnede tjener mere end statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Det viser en opgørelse af regions- og kommunal-bossernes indtægtsforhold, som Ekstra Bladet har foretaget.

De høje indtægter står i skærende kontrast til regionernes magt – eller rettere mangel på samme. Regionerne tager sig stort set alene af sygehusplanlægningen, mens staten tager sig af udskrivningen af sundhedsskatter.

Og som det senest fremgik af finanslovsforhandlingerne, er det i sidste ende alligevel regeringen og Folketinget, der bestemmer den overordnede sygehusplanlægning.

Topscoreren
Regionerne nævnes langt overvejende i forbindelse med vedvarende politiske udmeldinger om, at regionerne helt bør nedlægges. Ellers hører man ikke meget til dem i det daglige.

Blandt samtlige regionale og kommunale politikere er regionsrådsformand i Region Midtjylland Bent Hansen (S) den højest lønnede, viser Ekstra Bladets sammentælling af oplysninger fra Region Midtjylland, Danske Regioner og Bent Hansen selv.

Hans samlede vederlag er på godt 1.584.000 kr.

Til sammenligning tjener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) 1.489.000 kr.

Bent vandt til sidst
De to har i øvrigt i årevis kæmpet mod hinanden. Dengang Løkke var indenrigs- og sundhedsminister, kæmpede Bent Hansen – dengang amtsborgmester i Viborg Amt – indædt for at besvare amterne. Løkke gik af med sejren. Amterne blev nedlagt til fordel for de nu udskældte regioner.

Men den der ler sidst, ler bedst. Nok vandt Løkke slaget, men Bent Hansen tjener alligevel omkring 100.000 kr. mere årligt end statsministeren. Ikke mindst takket være formandsposten i Danske Regioner.

Takker af efter 36 år
Regionsrådsformanden i Region Sjælland, Kristian Ebbensgaard (V), der ikke genopstiller på tirsdag, er den lokal- og regionspolitiker i landet, der scorer næstmest.

Det bliver samlet til godt 1.501.000 kr.

– Jeg har ikke noget at skamme mig over. Det er først i de senere år, min aflønning som politiker er kommet op i et rimeligt leje, siger Ebbensgaard, der takker af efter 36 år i politik. Han tilføjer, at han egentlig helst ikke vil citeres for den udtalelse.

Først på tredjepladsen over de bedst lønnede lokal- og regionspolitikere finder vi en kommunal borgmester, nemlig borgmesteren i Rudersdal, venstremanden Erik Fabrin.

KL giver gode ben
Han tjener godt 1.421.000 kr. Ikke mindst i kraft af posten som formand for Kommunens Landsforening (KL).

På fjerdepladsen finder vi igen en regionsrådsformand. Nemlig Carl Holst (V) fra Region Syddanmark. Han tjener han godt 1.390.000 kr.

Ind på femtepladsen springer Frederiksbergs ukendte K-borgmester Jørgen Glemthøj med samlede indtægter på knap 1.227.000 kr. Ikke mindst takket være den københavnske Metro, hvor Glenthøj er næstformand.

Jeg har ikke noget at skamme mig over. Det er først i de senere år, min aflønning som politiker er kommet op i et rimeligt lejeKristian Ebbensgaard (V)

Bent Hansen:Min hyre er ikke ekstravagant
Bent Hansen (S) føler ikke, at hans hyre på 1.584.000 kr. er ekstravagant.

– Sammenlignet med lønninger til ledere i private virksomheder med en omsætning på 24 milliarder kroner og med 30.000 ansatte som Region Midtjylland tror jeg ikke, at mine vederlag som formand for Regionsrådet og som formand for Danske Regioner virker ekstravagant, siger Bent Hansen til Ekstra Bladet

– Er du pengene værd?

– Vælgerne må afgøre på tirsdag, om jeg er det værd.

– Er det rimeligt, at du tjener næsten 100.000 kroner mere end statsministeren?

– Jeg overlader trygt til Folketinget at fastsætte statsministerens løn, lyder det ordknappe svar fra landets højest lønnede lokal- og regionalpolitiker.


0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere