DF: Kristian Jensen skaber paranoia

Dansk Folkepartis ledelse er stærkt forundret over, at skatteministeren kritiserer borgerlige politikere, der vil samarbejde med Socialdemokraterne i kommunerne.

Det er et udtryk for "paranoia" og "negativ propaganda", når Venstres landspolitiske frontfigur til kommunalvalget, Kristian Jensen, advarer borgerlige mod at stemme på K- og DF-kandidater, der er gået i valgforbund med Socialdemokraterne.

Sådan lyder kritikken fra Dansk Folkepartis top.

- Jeg synes, det er en underlig negativ propaganda, man fremkommer med. Der er lidt paranoia over det, hvis man er så optaget af, hvem der laver aftaler med hinanden, siger Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup.

Fortæl om egen politik i stedet
Han mener, at skatteminister og V-næstformand Kristian Jensen hellere skulle koncentrere sig om at oplyse vælgerne om, hvad Venstre går til valg på.

- Jeg synes slet ikke, at det er hans bord. Hans bord må være at få flest mulige til at forstå, hvad Venstre står for og ikke begynde at komme med opfordringer til, hvem man ikke skal stemme på, siger Peter Skaarup.

- Måske kan det tænkes, at han vurderer, at nogle Venstre-borgmestre er lidt trængte rundt omkring i landet, tilføjer han.

Advarslen preller af
Dansk Folkeparti har indgået et valgforbund med Socialdemokraterne i Køge og Fredensborg Kommune, men Kristian Jensens advarsel til borgerlige, der indgår politiske aftaler med partier til venstre, preller af på DF-toppen.

- Hvis de lokalt har vurderet, at de kan få mest indflydelse ved at lave en aftale med Socialdemokraterne, så er det helt op til dem. Man skal huske på, at kommunalpolitik handler om, at man kan finde lokale løsninger på lokale ting, siger Peter Skaarup.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere