Sidste møde før COP15

Mandag og tirsdag mødes ministre fra 40 lande i Danmark. Det er formentlig sidste møde på højt niveau før det endelige COP15-møde i december

Det er mødet før mødet, når ministre fra knap 40 lande mandag og tirsdag samles i København til det såkaldte pre-cop-møde.

For langt de fleste af deltagerne vil det være fjerde - og efter planen altså sidste - gang i år, de mødes før det egentlige COP15-møde i december. Denne gang er de allervigtigste emner derfor på dagsordenen.

- Pre-cop'en er det sted, hvor vi virkelig skal ind til kernen af diskussionerne, også på de emner, der er besværlige. Vi har ikke meget mere tid til rådighed, lyder det i en pressemeddelelse fra klimaminister Connie Hedegaard (K).

Hun havde søndag et længere møde med den kinesiske miljøminister, Xie Zhenhua, og er positivt stemt efter mødet.

- Vi havde en god og konstruktiv samtale. Der er for mig ingen tvivl om, at den kinesiske minister ligesom os er opsat på, at det er i København, at verden skal levere på alle de væsentlige emner, forklarer hun.

De 40 ministre kommer fra blandt andet USA, Kina, Indien, og mange afrikanske lande. De fleste af ministrene ankommer i løbet af søndagen og mødes søndag aften til en middag.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere