LA er ude af finanslovforhandlinger

Liberal Alliance er ude af årets finanslovforhandlinger. Partileder Anders Samuelsen savner regeringens vilje til at tage fat om de økonomiske udfordringer

Efter kun kort tid på finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) kontor forlod Liberal Alliance onsdag aften årets forhandlinger om en ny finanslov.

Partileder Anders Samuelsen er utilfreds med de væksttiltag, som regeringen og Dansk Folkeparti har på bordet.

- Vi har peget på to helt afgørende ting. Det ene er at pille ved selskabsskatten, så vi kan blive konkorrencedygtige. Det kan skabe op til 10.000 nye arbejdspladser i en fart. Og for det andet at gøre noget for iværksættere, siger han på vej ud fra forhandlingerne.

Anders Samuelsen savner også vilje til at gribe mere grundlæggende fat om Danmarks økonomiske udfordringer.

- Det kan ikke være rigtigt, at man bare fokuserer på fem til ti millioner kroner til politiskannere, når der hver dag er virksomheder, der må afskedige folk, siger han.

Liberal Alliance har de to foregående år støttet regeringens finanslove, men i år vil partiet hellere stå uden for en aftale. Og selv om partiet ikke har de afgørende mandater, så mener Anders Samuelsen, at det gør en forskel.

- Vi er et lille parti, og vores mandater er ikke afgørende. Men de har trods alt en vis vægt. Regeringen sidder tilbage med et snævert flertal, og der skal ikke megen utilfredshed til hos Venstre og Dansk Folkeparti. Og vi ved, at der er utilfredshed langt ind i Venstre og Dansk Folkeparti. Og hos De Konservative, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere