Agentur vil have mere vedvarende energi

Hvis verdens udslip af drivhusgasser skal toppe i 2020, skal vi bruge både vedvarende energi, atomkraft og CO2-lagring, mener Det Internationale Energiagentur

Verden kan redde sig ud af klimakrisen gennem et miks af vand- og vindkraft, elbiler, atomenergi, energibesparelser samt opsamling og lagring af CO2 i undergrunden. Kun derved har vi begrundet håb om at holde den globale temperaturstigning under to grader.

Det er budskabet i World Energy Outlook, årets rapport fra Det Internationale Energiagentur (IEA). Agenturets direktør, Nobuo Tanaka, præsenterede onsdag rapporten i København sammen med cheføkonom Fatih Birol og klima- og energiminister Connie Hedegaard (K).

IEA forudser, at verdens energiforbrug vokser med 40 procent frem mod 2030, drevet især af væksten i Kina og Indien. En stor del af merforbruget, hele 77 procent, forventes dækket af fossile brændsler. Hvis det skal lykkes at tøjle det globale CO2-udslip, skal der være en pris på udledning af drivhusgas i alle industrilande, påpeger Fatih Birol.

- Hvis vi skal nå målet om, at CO2-udslippet skal toppe i 2020, kræver det en pris på 50 dollar pr. ton CO2 i energisektoren og industrien i OECD-landene, siger cheføkonomen.

Direktør Nobuo Tanaka understreger, at omlægning til renere energi er omkostningseffektiv. Importen af olie og gas bliver mindre, og forsyningssikkerheden større. Og tøver verden med de nødvendige tiltag, bliver merudgiften 500 milliarder dollar (2,5 billion kroner) om året fra 2010 til 2030, advarer Tanaka.

IEA forudser, at andelen af vindkraft i EU bliver mere end firedoblet i 2020 i forhold til i dag. Fremskrivningen er ganske realistisk, mener Jan Hylleberg, adm. direktør i Vindmølleindustrien. Men den kræver, at der snarest tages beslutning om at udbygge elnettet, så det bliver lettere at handle strøm over grænserne.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere