Thailand vil have Thaksin udleveret

Den diplomatiske krise mellem Cambodja og Thailand forværres. Thailand vil have sin tidligere premierminister udleveret, men Cambodja nægter

Thailand sendte onsdag en formel anmodning til Cambodja om at udlevere den tidligere premierminister, Shinawatra Thaksin, som den cambodjanske regering har hyret som økonomisk rådgiver - en ansættelse, som har gjort thailænderne rasende.

- Thaksin er en kriminel flygtning, og vi har bedt den cambodjanske regering om at sende ham tilbage, siger vicepremierminister Suthep Thaugsuban.

- Nu må vi bare vente på deres officielle svar, fortsætter han.

Men han skal tilsyneladende ikke regne med et positivt svar fra den cambodjanske premierminister, Hun Sen, som onsdag mødes med Thaksin. Han har tidligere udtalt, at han ikke vil udlevere Thaksin, fordi han mener, at hans fængselsdom var politisk motiveret.

Thaksin har siden han blev væltet ved et militærkup i 2006 levet i eksil, og han er idømt to års fængsel for korruption.

Thailands vrede over, at Cambodja nu har ansat ham som økonomisk rådgiver, skyldes ikke alene, at han er på flugt fra thailandsk lov. Det skyldes også, at han nu har en base nær Thailand, hvorfra han kan arbejde politisk. Thaksin har nemlig fortsat et stort tag i den thailandske vælgerbefolkning, og der er jævnligt store demonstrationer i hovedstaden Bangkok, hvor demonstranterne kræver ham tilbage som landets leder.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere