Fischer Boel ønsker hurtig folkeafstemning

Den danske EU-kommissær, Mariann Fischer Boel, håber på et hurtigt opgør med retsforbeholdet. Det interne pres på Lars Løkke om en EU-afstemning stiger

Den danske Eu-kommisær Mariann Fischer Boel, ønsker, at Danmark hurtigt gør op med retsforbeholdet. (Foto: AP)
Den danske Eu-kommisær Mariann Fischer Boel, ønsker, at Danmark hurtigt gør op med retsforbeholdet. (Foto: AP)

Hvis den danske EU-kommissær, Mariann Fischer Boel (V), sad i statsministerstolen, så kunne danskerne godt begynde at varme op til en folkeafstemning.

- Jeg tror, jeg ville tage en afstemning om retsforbeholdet nu. Måske kan man også tage forsvarsforbeholdet sammen med, siger Fischer Boel og tilføjer, at en dansk euroafstemning i så fald må vente til efter næste folketingsvalg.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tøver fortsat med at melde klart ud om sin strategi for et opgør med de danske EU-forbehold. Men internt i Venstre er der stigende utålmodighed, efter at Lissabontraktaten er faldet på plads, og omfanget af især retsforbeholdet vokser.

- Jeg vil ikke sige, at det eksploderer, men ligesom en soufflé kommer det til at fylde meget mere. Vi kan jo ikke deltage i terrorbekæmpelse for eksempel, siger Fischer Boel.

Hun vil egentlig helst have et opgør med alle fire forbehold på én gang. Men med udsigten til et stort underskud på statsbudgettet næste år opfylder Danmark ikke kriterierne for adgang til euroen. Dermed giver det heller ikke mening med en euroafstemning lige nu, lyder Løkkes analyse.

I det lys foretrækker Fischer Boel en opdelt folkeafstemning, hvor opgøret med euroen må udskydes til efter et kommende folketingsvalg.

Løkke har indkaldt Folketingets partier til et møde om forholdene den 25. november.

Også Venstres retsordfører, Kim Andersen, og EU-parlamentariker Morten Løkkegaard har i den seneste uge opfordret til en hurtig afstemning om retsforbeholdet.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere