Positiv Obama overvejer seriøst København

USA's præsident, Barack Obama, kommer til klimatopmødet i København, hvis han kan gøre en forskel. Han ser positivt på muligheden for en 'rammeaftale'

USA's præsident, Barack Obama, vil rejse til København for at deltage i klimatopmødet til december, hvis det ser ud til, at mødet kan få en aftale på plads, og hvis han mener, at hans tilstedeværelse kan gøre en forskel.

- Hvis jeg er overbevist om, at alle involverede lande forhandler i god tro, og at vi står over for en meningsfuld aftale og min tilstedeværelse i København kan gøre den forskel, så er det helt sikkert noget jeg vil gøre, siger Obama i et interview med nyhedsbureauet Reuters.

På hjemmefronten har Obama ellers sit at slås med. Det er således yderst tvivlsomt, om det vil lykkes at få vedtaget en ny klimalov i det amerikanske Senat før topmødet i København, hvilket har fået europæiske ledere til at tvivle på muligheden for en omfattende aftale i december.

Obama erkender, at en amerikansk klimaaftale ikke vil blive en realitet før topmødet, men ikke desto mindre er han optimistisk i forhold til at opnå en "rammeaftale" i København.

- Jeg tror, at vi kan skabe et sæt af principper og byggesten, der sikrer fortsat fremskridt på området, og det er noget, jeg er sikker på, at vi kan opnå, siger den amerikanske præsident, der understreger, at han vil tage emnet op, når han besøger Kinas ledere senere på måneden.

- Det vigtigste for USA og Kina, de to største CO2-udledere i verden, er, at udstikke en ramme, som andre store udledere - som europæerne - og potentielt store udledere - som Indien - kan gå med til, siger Obama.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere