300 millioner til bedre ældrepleje

Kommunerne kan søge en pulje på 300 millioner kroner til ældrepleje, formuegrænsen hæves med 10.000 kroner for ældrecheck og der kommer prisloft på ældremad

Ældreplejen skal forbedres med 300 millioner kroner i en pulje, som kommunerne kan søge. Formuegrænsen for ældrechecken hæves med 10.000 kroner til godt 75.000 kroner. Desuden kommer der et prisloft, så ældre højst betale 45 kroner for udbragt mad.

Det har regeringen og Dansk Folkeparti aftalt som led i finansloven for 2010.

- At der kommer et prisloft betyder, at kommunerne skal oppe sig. Nogle pensionister skulle betale helt op til 70 kroner for udbragt mad, siger partileder Pia Kjærsgaard.

DF's finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, mener, at ældrepakken vil indgå i kommunalvalget.

- Der er kommunalvalg den 17. november. Der kan man sørge for at vælge nogle byrådskandidater ind i byrådene, som vil fastholde en ordentlig madkvalitet, siger han.

Med formuegrænsen kan 12.000-14.000 flere ældre få den fulde ældrecheck, og samme antal kan få helbredstillæg, vurderer han.

Forhandlingerne om finansloven for 2010 fortsætter mandag eftermiddag, og både Pia Kjærsgaard og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) håber at blive færdig mandag.

De store knaster er Dansk Folkepartis krav om en vækstpakke på otte milliarder kroner samt placeringen af et midt-og vestjysk supersygehus i enten Gødstrup nær Herning eller i Aulum nær Holstebro.

- Jeg håber, at vi stykkevis og delt kan nå det i løbet af dagen, siger Pia Kjærsgaard.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere