EU jubler over tjekkisk traktatafgørelse

Bruxelles ånder lettet op, efter at tjekkisk klagesag over Lissabontraktaten er afvist. Nu skal der sættes navn på nye topposter og ny kommission

Den tjekkiske forfatningsdomstols afvisning af en tjekkisk klage over Lissabontraktaten modtages med glæde i EU.

EU-lederne jubler over, at mange år med gentagne traktatforsinkelser endeligt ser ud til at få en ende.

- Jeg er ekstremt glad for, at Tjekkiets forfatningsdomstol har banet vejen for ratifikationen af Lissabontraktaten, siger EU-Kommisionens formand, José Manuel Barroso, i en skriftlig erklæring.

- Ingen nye unødvendige forsinkelser bør forhindre Lissabontraktatens ikrafttrædelse, fortsætter han.

Barroso håber, at der snarest muligt bliver klarhed om, hvem der skal besætte de to nye topposter som EU-formand og EU-udenrigsminister. Derefter vil han bede EU-landene om at indsende en komplet liste med kommissærkandidater, så han kan få nedsat en ny kommission.

Den nuværende kommission arbejder i øjeblikket på nedsat blus som en midlertidig forretningskommission, efter at kommissionens mandat udløb den 1. november.

Også EU-Parlamentets formand, Jerzy Buzek, glæder sig over domstolens afgørelse og ser frem til at få den endelige traktatunderskrift fra Tjekkiets præsident, Vaclav Klaus.

- Den sidste forhindring er ryddet af vejen, for at Klaus kan underskrive og færdiggøre ratifikationen. Traktaten bør nu træde i kraft ved udgangen af året, siger Buzek til Reuters.

I Bruxelles peger flere på, at det kan gå endnu stærkere, så traktaten allerede kan træde i kraft den 1. december. Men det afhænger af, hvornår præsident Klaus sætter sin endelige underskrift på traktaten. 

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere