Politiet får penge til bedre paskontrol

Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om at indkøbe nye passkannere til grænsekontrollerne i lufthavnene. Fem til ti millioner afsættes på finansloven

Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om at indkøbe nye passkannere til grænsekontrollerne i lufthavnene, så politiet kan tjekke Interpols register over stjålne rejsedokumenter, når personer fra lande uden for Schengen rejser ind i Danmark.

Der vil blive afsat fem til 10 millioner kroner til indkøbet på finansloven.

Dermed imødegår regeringen et stort ønske fra Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, der lørdag stillede krav om, at der findes penge på finansloven til en bedre og mere effektiv paskontrol.

- Politiet får nu langt bedre mulighed for at kontrollere de personer, der kommer ind i Danmark. Det er særdeles påkrævet i en tid, hvor terrorister forsøger at komme ind i landet og ramme eksempelsvis Jyllands-Posten, siger Peter Skaarup til TV-Avisen.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) lovede tidligere lørdag at afsætte penge på finansloven til de moderne skannere.

- Hvis det kræver penge, så skal der bruges penge på det. Hvis man kan gøre noget for at uvedkommende kommer ind i Danmark, så skal man gøre det, siger Brian Mikkelsen.

Ministerens løfter kom efter, at der er rejst kritik af, at Danmark kun kan tjekke pas fra lande, der er med i Schengen-samarbejdet. Det betyder, at terrorister og kriminelle kan rejse ind i Danmark fra blandt andet USA, Canada og Storbritannien på falske pas.

Organisationen for Fred og Sikkerhed i Europa (OSCE) opfordrede allerede i 2006 den danske regering til at indføre et nyt system, som giver politiet adgang til oplysninger fra lande udenfor Schengen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere