Fogh drak sig fuld i snaps

Fogh var mere afholdende med sandheden end med alkohol, fremgår det af ny portrætbog. En cykeltur til Hven endte i druk

Fogh var mere afholdende med sandheden end med alkohol. (Foto: Kim Nielsen)
Fogh var mere afholdende med sandheden end med alkohol. (Foto: Kim Nielsen)

Indtrykket af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) som nærmest afholdsmand står for fald i en ny portrætbog. I hvert fald hvad hans omgang med alkohol angår.

Selv har statsministeren sagt, at han kun har været fuld en enkelt gang i hele sit liv, nemlig som gymnasieelev i 1971. Men få måneder før sit valg til statsminister i 2001 drak Fogh Rasmussen sig vaklende fuld i snaps under en cykeltur til Hven med Venstres gruppebestyrelse fra Folketinget. Det beretter en ny portrætbog, 'Præsidenten - Foghs Danmark 2001-2009' af journalisterne Troels Mylenberg og Bjarne Steensbeck.

- Han har tegnet et billede af sig selv, som slet ikke passer. Han er jo bare et almindeligt menneske, siger Bjarne Steensbeck til dagbladet B.T., der omtaler affæren som 'drukturen'.

Hjemvendt til fastlandet fra den svenske ø i Øresund sørgede finansminister Claus Hjort Frederiksen som daværende partisekretær at få fat i en taxa til en vaklende Fogh, for at pressen ikke skulle opdage noget.

Et nærmest umådeholdent mådehold med alkohol har været en vigtig og velplejet del af Foghs image som en statsminister i total kontrol. Og af skræk for en afsløring blev drukturen til Hven ikke nævnt med et ord dagen efter, da Venstrefolkene mødtes igen på Christiansborg - ej heller af Fogh selv, skriver portrætforfatterne. De noterer sig også, at Fogh er medlem af et fransk vinlaug, og at man kun kan blive det ved at tage godt for sig af vin.

- Jeg tror, han vil grine lidt over, at det kommer ud nu. Og at han måske vil tænke, 'hold da op, hvor jeg har haft kontrol over det, at det først kommer ud nu, siger Bjarne Steensbeck.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere