Vælgere kræver ydmyg Bloomberg

Michael Bloomberg forbliver New Yorks borgmester, men tirsdagens tætte valgresultat tyder på, at vælgerne gerne vil se en mere ydmyg leder

Tirsdag sikrede erhvervsmagnaten Michael Bloomberg sig en tredje periode som New York's borgmester. Han besejrede den demokratiske modkandidat, Bill Thompson, med 51 procent af stemmerne mod Thompsons 46 procent. Alligevel er der malurt i Bloombergs bæger.

Han førte nemlig meningsmålingerne mandag med to cifre, og alligevel blev sejren kun sikret med fem procentpoint til forskel. Dagen derpå stiller hans kritikere spørgsmålet: Er Bloomberg ved at miste grebet om newyorkerne?

Journalist Joyce Purnick, der har skrevet en biografi om Bloomberg, mener, at hans arrogante valgkampagne har kostet hos vælgerkorpset.

- Han førte en kampagne, som var fuldstændig blottet for enhver form for ydmyghed og jeg tror, at det var en fejl, siger Purnick.

- Folk kan ikke lide at have en fornemmelse af, at de er blevet købt, tilføjer hun.

Meningsmålinger viser, at mange vælgere er tilfredse med Bloombergs præstation som borgmester, men samtidig peger visse vælgere på, at de opfatter den hovedrige erhvervsmand som en person, der ikke forstår den gennemsnitlige newyorker.

Det anslås, at Bloomberg har brugt 100 millioner dollar (500 millioner kroner) på at føre valgkamp. Borgmesteren af New York er verdens 17. rigeste mand ifølge finansmagasinet Forbes. Hans formue er på 16 milliarder dollar (80 milliarder kroner).

Bloomberg har været borgmester i New York siden 2002 og blandt andet anerkendt for at have nedbragt kriminaliteten i byen og for at have ført en stram økonomisk politik.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere