Connie presser Obama før topmøde

USA bør præsentere et udspil til klimatopmødet i København, siger klimaminister Connie Hedegaard (K) ved møde i Barcelona for klimaforhandlere fra 180 lande

Klimaminister Connie Hedegaard (K) har ikke opgivet at se et udspil fra USA til klimatopmødet i København i december. Hun lægger pres på USAs præsident, Barack Obama for at møde op i København, skriver berlingske.dk.

- Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan en amerikansk præsident kan modtage Nobels fredspris i Oslo få hundrede kilometer fra København, netop for sin evne til at skabe nyt håb og så samtidig sende en tomhændet delegation af sted til klimatopmødet, siger Connie Hedegaard

Den markant udmelding fra den danske klimaminister til den amerikanske præsident kom mandag, da hun åbnede et klimamøde i Barcelona med 4000 klimaforhandlere fra 180 lande.

- Jeg ved, at der for øjeblikket er hårde forhandlinger i Senatet. Men USA er altså ikke det eneste land i verden, som må kæmpe med de her ting på hjemmefronten, siger Connie Hedegaard.

Hun understreger samtidig, at hun går efter politisk og ikke en juridisk bindende aftale i København. Men vel at mærke en aftale, hvor landene enes om en tidsplan for, hvornår aftalerne gøres juridisk bindende.

- En politisk erklæring i generelle vendinger er ikke godt nok. Vi skal udlægge nogle klare retningslinjer for reduktioner, teknologioverførsel og så videre, og det skal have en bindende form, så landene ikke kan løbe fra det, når de er taget hjem, siger klimaministeren.

Præsident Obama understregede mandag i forbindelse med et møde med den svenske EU-formand og statsminister Fredrik Reinfeldt, at klimakonferencen i december i København er en unik mulighed for at finde en klimaaftale.

Men han tilføjer samtidig, at det måske ikke bliver i København, at en endelig aftale kommer på plads.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere