Ministre kørte i ulovlige ministerbiler

Ministre kørte i fire år rundt i BMW-ministerbiler, hvor ministeriet ikke havde betalt den lovpligtige moms til Skat. Ifølge eksperter er det momsunddragelse

Fire af regeringens ministre har i fire år kørt i ministerbiler, der ikke var betalt moms af. Det skriver B.T. efter at have fået aktindsigt i sagen.

Ministerierne havde ikke betalt dansk moms af BMW-biler, og sendte derved ministrene Lars Løkke Rasmussen, Lene Espersen, Brian Mikkelsen og Claus Hjort Frederiksen rundt på de danske landeveje i ulovlige biler.

Normalt koster en lignende forseelse almindelige danskere en bøde eller op til halvandet år bag tremmer.

Ifølge B.T. opdagede Finansministeriets revisor i november 2005, at fire ministre og to departementschefer siden 2003 har kørt rundt i limousiner, hvor der kun er betalt tysk moms, og at bilerne derfor var ulovlige at køre i. Men momsen for bilerne blev dog først betalt i september 2007, hvor blandt andet Kulturministeriet får en rykker fra BMW.

Ifølge en af landets førende momseksperter, Lars Loftager Jørgensen, fra Skats eget revisionsfirma, skal ministerierne glæde sig over, at de selv opdagede det. - Finder Skat den slags, så falder hammeren hårdt. For det her er momsunddragelse - også selv om de selv opdager det, siger Lars Loftager Jørgensen til avisen.

Ministerbiler er undtaget registreringsafgift, men der skal stadig betales moms.

Momsekspert Søren Engers fra revisionsfirmaet Ernst & Young er rystet over, at en sådan fejl kan ske i netop Finansministeriet, der styrer statskassen.

- Netop Finansministeriet burde kende momsloven. Der er ingen tvivl om, at momsloven er overtrådt. Det er en ganske alvorlig sag, og havde Skat opdaget det hos en bilforhandler, så havde det pådraget ham et strafansvar. Den her sag minder om, da svensk skattevæsen gav piratkopier til sine ansatte, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere