Karzai udråbt som vinder i Afghanistan

Afghanistans valgkommission, IEC, har aflyst omstridt omvalg, der skulle holdes lørdag og samtidig udråbt præsident Karzai som vinder af valget

Karzai vinder. (Foto: AP)
Karzai vinder. (Foto: AP)

Afghanerne skal alligevel ikke til stemmeurnerne lørdag, og Hamid Karzai fortsætter som præsident.

Afghanistans valgkommission, IEC, har aflyst den omstridte anden runde af præsidentvalget og samtidig udråbt Karzai som vinder af valget.

- Den Uafhængige Valgkommission udråber den respekterede Hamid Karzai til præsident, fordi han vandt den første valgrunde og var den eneste kandidat ved anden valgrunde, siger valgkommissionens chef, Azizullah Ludin, på en pressekonference i Kabul.

Der var sået tvivl om valgets legitimitet, fordi Karzai ville være det eneste navn på stemmesedlen, efter at hans modkandidat, Abdullah Abdullah, søndag trak sig.

Inden valgkommissionen mandag gik til krisemøde, udtrykte IEC's øverste valgtilforordnede, Daoud Ali Najafi, bekymring for sikkerheden og hele proceduren omkring omvalget.

- Hvis vi går efter at holde omvalget, og det ikke giver præsidenten særlig megen legitimitet, samtidig med at mange liv går tabt, ja, så er det også bekymrende for os, siger Najafi til det britiske nyhedsbureau Reuters.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, der er på uanmeldt besøg i den afghanske hovedstad, udtrykker støtte til IEC.

Inden afgørelsen blev kendt, sagde han, at FN vil "respektere og støtte denne beslutning".

Karzais tidligere udenrigsminister Abdullah droppede sit kandidatur, fordi han frygtede, at omvalget ligesom den første valgrunde i august ville blive overskygget af omfattende valgsvindel.

En vestlig diplomat i Kabul siger til det tyske nyehdsbureau dpa, at det ville være latterligt at bruge penge og risikere menneskeliv på et valg, som på forhånd er afgjort.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere