Det var ingen overraskelse for Dansk Røde Kors, at de afviste irakiske asylansøgere i nat blev fjernet fra Brorsons Kirke. Men organisationen finder det alligevel ulykkeligt.
- Vi kan og vil ikke blande os i politik. Men nattens aktion sætter endnu engang fokus på, hvad den danske flygtningepolitik har af konsekvenser. Røde Kors har igen og igen peget på, at de lange opholdstider i vore centre uden en egentlig afklaring er ødelæggende for mennesker. Og skaber forkerte forventninger både hos dem og i den danske befolkning, siger generalsekretær Anders Ladekarl i en pressemeddelelse.
Organisationen har været meget opmærksom på de mennesker, der har opholdt sig i kirken.
- Derfor har vi også gentagne gange rettet direkte henvendelse til myndighederne og politikere. Blandt irakerne er der børn, der har levet størstedelen af deres liv eller er født i Danmark. Der må kunne tages humanitære hensyn - og vi mener, der bør tages humanitære hensyn, siger Anders Ladekarl.