Ny på Borgen: Yildiz Akdogan

null

Yildiz Akdogan, ny MF for Socialdemokraterne. (Pressefoto)
Yildiz Akdogan, ny MF for Socialdemokraterne. (Pressefoto)

Socialdemokraten Yildiz Akdogan er født i en lille by i Tyrkiet og opvokset i Esbjerg. Hendes store forbillede er hendes analfabetiske farmor. Selv er hun akademiker, medstifter af Demokratiske Muslimer, tidligere ansat hos Dansk Erhverv – og før det ekspedient i et tysk bageri.

- Det er min danske drøm, der er gået i opfyldelse. Den første uge gik jeg rundt og tænkte; ’Tænk hvis de har optalt de personlige stemmer forkert’.

Sådan siger den 34-årige politiker om sin plads i Folketinget.

- Jeg ved godt, at det er en stol, jeg ikke har fået forærende, men fået til låns. Jeg skal passe på ikke at sætte mig alt for godt til rette i den. Men jeg har virkelig kæmpet for det her, siger Yildiz Akdogan til ekstrabladet.dk fra sit nye kontor, der ligger på Christiansborgs gamle ministergang.

Da tonen blev skinger
Hun blev politisk aktiv efter valget i 2001.

- Tonen i udlændingedebatten blev pludselig meget skinger, ulidelig og inhuman, siger hun.

Hun meldte sig ind hos Socialdemokraterne, begyndte at være aktiv i sin kreds, der dengang hed Brønshøj-Utterslev, og blev i 2005 valgt til hovedbestyrelsen for amtet.

Yildiz betyder stjerne på tyrkisk, så der er noget at leve op til. Og ved en urafstemning i sin kreds slog hun da også den noget mere kendte socialdemokrat Lars Kramer Mikkelsen. Hun var ellers blevet rådet til at opgive den ulige match.

Men Yildiz Akdogan er træt af stereotype opfattelser om, hvem der kan hvad. Hun passer heller ikke selv ind i nogen af de roller, medierne ofte sætter kvindelige nydanskere. Hun er selvstændig. Hun er fri, bor alene, og dyrker sin karriere og sine veninder.

I 2004 var hun med til at stifte Netværket for Tyrkiet i EU (TRiEU) ’som reaktion på den ensidige debat, der kørte’. Og midt i Muhammedkrisen blev hun ringet op af Naser Khader. Sammen med otte-ti andre dannede de to foreningen Demokratiske Muslimer, som hun stadig er talskvinde for.

Ingen integration om ti år
- Jeg håber, vi slet ikke har noget, der hedder integration om ti år. Jeg håber, vi er nået forbi det felt, hvor man taler om, hvem der skal integreres.

Styrken og inspirationen har hun hjemmefra:
- Mit største forbillede er min farmor. Hun var en sej kvinde fra den anatolske højslette, der kørte hele familien med hård hånd, griner Yildiz Akdogan.

- Hun styrede økonomien, hjemmet og havde ligesom mig en trang til at rejse. Hun omgav sig med advokater, politikere og havde selv ordet i sin magt.

Farmoderen var også en ’ekstrem humanist’, hvilket hendes barnebarn har taget med sig til Danmark. Det, og så mantraet ’Du skal ikke finde dig i noget’.

- Politikere har en tendens til at være gode til at tale, men knap så gode til at lytte. Jeg tager det helt bogstaveligt, at jeg er folkevalgt. Derfor lytter jeg gerne, siger Yildiz Akdogan.

Hvis du skulle danne en kaffeklub på Borgen, hvem ville du så have med fra den blå blok?

- Det skulle være Kristian Thulesen Dahl, fordi han er så begavet og kan være udfordrende. Desuden Connie Hedegaard. Hun er en dygtig dame, og jeg kan kende meget af mig selv i hende. Og så synes jeg, at Connie er for rød til at være konservativ, siger Yildiz Aldogan og smiler.

Den alsidige politiker holder meget af både litteratur og film.

På hendes ’to-to-liste’ står Dostojevskij. Men den store tyrkiske forfatter Orhan Pamuk har hun læst flittigt. Og det sker da også, at finder på at tage en Bertolt Brecht-historie frem, fortæller hun.

Hvad brænder du for ud over politik?

- Jeg kan godt lide musik og litteratur – og jeg elsker Kafka. Nogle gange læser jeg ham på tyrkisk, bare for at gøre det lidt sjovt, siger Yildiz Akdogan.