Velkommen til EU: Fotomodeller og racister

Det nye EU-parlament byder helt sikkert på vanvittige udmeldinger og noget pænt at kigge på

Det er så som så med politikken, men Elena Basescu er en festlig kvinde. (Foto: AP)
Det er så som så med politikken, men Elena Basescu er en festlig kvinde. (Foto: AP)

Mens Danmark sender 13 nogenlunde normale politikere ned til Bruxelles og Strasbourg, så sender flere af de øvrige 26 lande flere mere eller mindre farverige personer ind i det nyvalgte Europa Parlament.

Det nyvalgte parlament kan således byde på sydeuropæiske fotomodeller, holocaust-fornægtere fra Storbritannien og højrenationalister fra Østeuropa.

Barbara Matera, der har en fortid som 'Miss Italien', er allerede døbt 'Busty Beauty', og 29-årige Elena Basescu kaldes 'Rumæniens Paris Hilton'.

Fri hash
Silvio Berlusconis udvælgelse af flere 'Busty Beautys' har allerede kostede ham ægteskabet med Veronica Lario, men Berlusconi begrundede ifølge BBC nomineringen af smukke, barmfagre politikere med, at han ikke er interesseret i 'ildelugtende og dårligt klædte kandidater'.

Og de to krav opfylder Barbara Matera ganske givet.

Selv om den tidligere fotomodel Elena Basescu er datter af Rumæniens præsident, Traian Basescu, har de politiske diskussioner hjemme ved middagsbordet ikke smittet synderligt af på kønne Elena.

Hjemme i Rumænien er hun mest kendt for sine knap så velformulerede sætninger og sin hang til fest og glade dage.

Da hun var gæst i tv-udsendelsen 'Hard Talk' på den rumænske tv-station Antenna 2 udtalte hun sig da også særdeles positiv overfor fri hash.

- Hvis der bliver stillet et forslag om fri hash, vil jeg sikkert være enig, sagde hun.

Holocaust er 'et svindelnummer'
I den lidt mere alvorlige ende af Europa-parlamentarikerne findes Nick Griffin fra Storbritannien.

Griffin er valgt for 'British National Party', der i alt har fået to pladser i parlamentet. 'British National Party' går ind for frivillig hjemsendelse af alle immigranter, og Nick Griffin, der er uddannet på Cambridge University, har tidligere kaldt Holocaust for 'et svindelnummer'.

- Der er meget racisme her i landet. Det er i høj grad rettet mod det indignerede britiske flertal, og det er derfor, vi har klaret os så godt, sagde Nick Griffin efter det britiske EU-valg.

På den yderste højrefløj får Griffin selskab af Geert Wilders' Freedom Party, der fik 17 procent af stemmerne i Holland.

I Østrig fik deres 'Freedom Party' 13,1 procent af stemmerne, mens Jobbik partiet i Ungarn, der vil have stoppet immigranter og slået hårdt ned på, hvad de kalder, sigøjner-kriminalitet, fik næsten 15 procent af stemmerne.