Anklage: Zschäpe stod bag politimord

Kvinden bag neonazistisk terrorgruppe 'var en vigtig bestanddel' siger anklageren

Beate Zschäpe har vakt modvilje ved at optræde afslappet og nærmest fornøjet under de foreløbig to retsmøder. FOTO: AP
Beate Zschäpe har vakt modvilje ved at optræde afslappet og nærmest fornøjet under de foreløbig to retsmøder. FOTO: AP

Anklagemyndigheden går efter at få Beate Zschäpe dømt for de ti mord, som den nynazistiske gruppe Nationalsozialistischen Untergrund (NSU) har tilstået at have begået.

I retssagen i München er oplæsningen af anklageskriftet endelig begyndt. Statsadvokat Herbert Diemer lagde især vægt på, at Beate Zschäpe var involveret i mordet på politibetjent Michèle Kiesewetter i Heilbronn i Baden-Württemberg. Mordet skiller sig ud fra de øvrige mord, som alle blev begået mod småhandlende med indvandrerbaggrund.

Aktiv i Ku Klux Klan
Det er stadig en gåde, hvorfor Kiesewetter skulle myrdes. En af mulighederne er, at hun ganske enkelt vidste for meget, idet flere af hendes kolleger var involveret i den tyske afdeling af Ku Klux Klan, som også de tre fra NSU var involveret i.

Se også: Tidslinje: Zwickau-banden fra 1991 til 2011

Statsadvokaten sagde, at Beate Zschäpe havde planlagt rejsen for morderne, Uwe Böhnhardt og Uwe Mundlos og sørget for at betale alle regninger i forbindelse med angrebet i Heilbronn.

- Det var også Zschäpes opgave at skaffe dem et tilflugtssted efter mordet, sagde Herbert Diemer.

Som sild i en tønde
Ifølge statsadvokaten var Zschäpe en vigtig bestanddel af gruppen, og det var kun i kraft af hendes hjælp, at gruppen kunne begå ti mord, 15 bankrøverier og to sprængstofattentater.

Det tog over to timer at læse anklageskriftet op. I mens sad 200 mennesker stærkt svedende, klemt sammen i et alt for lille retslokale uden vinduer. Men dommer Manfred Götzl startede dagen med at afvise at flytte retsmøderne til et større lokale.

- Retsmøder foregår i offentlighed, men ikke for offentligheden, sagde Götzl.

Det har omgået startet en skarp juridisk diskussion, hvor flertallet af deltagerne afviser Götzls udlægning.

Kun 50 pressefolk har adgang til retsmødet. Götzl har arrangeret en lodtrækning, hvor de seriøse landsdækkende aviser stod som tabere. FAZ, Die Welt, SZ, Taz, FAS og Die Zeit er udelukket.

0 kommentarer
Vis kommentarer