Titusinder af spaniere demonstrerede lørdag aften i en lang række byer mod "den økonomiske vold" og for et mere retfærdigt samfund.
Det skete i forbindelse med et-årsdagen for protestbevægelsen.
I Madrid samlede flere demonstrationer sig i løbet af aftenen på den centrale plads Puerta del Sol, hvor protestbevægelsen, der kalder sig 15-M, blev indstiftet 15. maj sidste år.
Ifølge politiet var titusinder forsamlet i og omkring pladsen, mens arrangørerne ifølge BBC siger, at op mod 200.000 har taget del i demonstrationen.
- Bankerne og de store selskaber beholder alle pengene, mens vi mangler jobbene, fortæller en kvinde på pladsen.
Politiet var godt forberedt og havde mange betjente og mandskabsvogne i området. Demonstranterne havde fået besked om at rydde pladsen senest klokken 22.00, men titusinder trængtes på Puerta del Sol på det tidspunkt.
Der var indkaldt til demonstrationer i 80 spanske byer, og der rapporteres også om mange mennesker på gaden i Barcelona.
Demonstranterne kritiserer den konservative premierminister Mariano Rajoys nedskæringspolitik og planer om en arbejdsmarkedsreform, der skal gøre det lettere at fyre ansatte.
Samtidig er regeringen i gang med at pumpe milliarder af euro ind i bankerne for at redde landets finansvæsen.
En fjerdel af den spanske arbejdsstyrke står uden arbejde, og blandt de unge op til 29 år er over 50 procent arbejdsløse.