FN-lande enige om 300 Syrien-observatører

Søvndal forudser, at der kan blive brug for yderligere pres på det syriske regime efter aftale om observatører

Landene i FN's Sikkerhedsråd har besluttet at bakke op om generalsekretær Ban Ki-moons forslag om at sende 300 observatører til Syrien.

Observatørerne skal i tre måneder overvåge den våbenhvile, som blev aftalt med fredsmægler Kofi Annan og Den Arabiske Liga.

Det er dog uklart, hvornår observatørerne kan sendes til det uroplagede land. Ban Ki-moon har fået opgaven med at vurdere, hvornår forholdene er tilstrækkelig gode.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) glæder sig over, at der er opbakning til observatørerne.

- Jeg håber, at det vil være muligt snarest at få indsat observatørmissionen. Det er helt centralt, at vi nu får uafhængige observatører til at overvåge, at det syriske regimes løfter om at stoppe volden bliver overholdt, siger han.

Rusland, som har været nølende med at blande sig i konflikten i Syrien, støttede forslaget.

Samtidig stillede de europæiske lande krav om, at den syriske regeringshær skal trække sig tilbage, hvilket er blevet aftalt som en del af den fredsplan, der er udarbejdet af Kofi Annan.

Rusland mente derimod ikke, at det er nødvendigt. Derfor er den endelige resolution et kompromis mellem de to synspunkter.

FN's Sikkerhedsråd kritiserer i forbindelse med aftalen alle parter i Syrien for ikke at overholde våbenhvilen.

Villy Søvndal tvivler på, hvorvidt Syriens præsident, Assad, vil overholde sine løfter, og han mener derfor, at det kan være nødvendigt for FN at gå hårdere til værks over for styret i Syrien.

- Vi har jo desværre i den forgangne uge flere gange set, at det syriske regime - på trods af løfterne - har fortsat sin voldelige adfærd, herunder ved brug af artilleri. Det er fuldstændigt uacceptabelt.

- Det syriske regime må leve fuldt op til sine forpligtelser og sine løfter overfor Annan. Hvis ikke det sker, må Sikkerhedsrådet igen træde sammen for at lægge yderligere pres på regimet, siger udenrigsministeren.

Der er allerede ankommet et hold på seks observatører til Syrien som følge af en tidligere aftale.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere