Secret Service-skandale ruller videre

Yderligere tre af præsident Obamas livvagter har forladt Secret Service efter prostitutionsskandale i Colombia

Secret Service prostitutionsskandalen fortsætter med at koste hoveder. Fredag forlod yderligere tre af Obamas livvagter deres job.

Samtidig modtog præsidenten sin første briefing fra Secret Service-chef Mark Sullivan om begivenhederne i Colombia, der indtil videre har kostet seks agenter deres job.

Agenterne beskyldes for at have taget prostituerede med hjem til deres hotelværelser i turistbyen Cartagena, der var vært for sidste weekends topmøde for latinamerikanske statsledere.

Secret Service-agenterne var rejst i forvejen for at forberede præsident Barack Obamas besøg på topmødet.

Yderligere seks agenter er stadig under efterforskning i sagen, der har bragt USA i stor forlegenhed og overskygget Obamas besøg i landet.

- Secret Service vil fortsætte den grundige undersøgelse af sagen og bruge alle efterforskningsmæssige midler, som organisationen har til rådighed, lyder det i en erklæring fra Secret Service.

Flere militærfolk, der også var i byen Cartagena for at forberede præsidentens besøg, skal have været indblandet i skandalen og i alt 23 amerikanere er nu under efterforskning.

Der har været spekulationer om Secret Service-chef Mark Sullivan risikerer at miste sit job på grund af skandalen, der involverer 20 prostituerede, men ifølge en talsmand fra Det Hvide Hus har præsidenten stadig fuld tillid til chefen for Secret Service.

Agenternes udskejelser kunne være forblevet hemmelige, hvis ikke det var fordi en vred prostitueret havde nægtet at forlade et af værelserne efter en uoverensstemmelse om betaling, hvorefter politiet blev tilkaldt.

Avisen New York Times har talt med den prostituerede 24-årige enlige mor, der tilkaldte politiet, fordi en Secret Service-agent havde nægtet at betale de aftalte 800 dollar (4500 kroner) for natten og kun ville hoste op med 30 dollar (170 kroner).

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere