Washington siger ja til homoægteskaber

Washington bliver den syvende amerikanske delstat, der gør det lovligt for homoseksuelle at gifte sig.

Lovgiverne i den amerikanske delstat Washington stemte onsdag for en lov, der legaliserer ægteskab mellem homoseksuelle. Loven mangler dermed kun en underskrift fra guvernør Christine Gregoire.

Guvernøren har fem dage til at underskrive loven, der vil gøre Washington i det nordvestlige USA til den syvende delstat, der tillader homoægteskaber.

- Det er virkelig en historisk dag i staten Washington, og jeg kan ikke være mere stolt, siger Christine Gregoire.

Guvernøren sagde i sidste uge, at hun støttede loven og ville underskrive den, hvis den blev vedtaget af senatet i staten Washington.

Staterne Connecticut, Iowa, Massachusetts, New Hampshire, New York og Vermont tillader allerede nu ægteskab mellem homoseksuelle, men emnet er stadig meget kontroversielt.

Underskrives Valentinesdag
En gruppe på 80 borgmestre heriblandt Michael Bloomberg fra New York, Rahm Emanuel fra Chicago og Antonio Villaraigosa fra Los Angeles præsenterede i sidste uge en kampagne, der skal vinde støtte til homoægteskaber.

Vedtagelsen i Washington kommer dagen efter, at en føderal domstol har underkendt en lov i Californien, der nægtede bøsser og lesbiske retten til at indgå ægteskab.

Homoægteskaber blev kortvarigt tilladt i Californien i 2008, men senere forbudt efter en folkeafstemning, der omskrev statens forfatning, så den kun tillod ægteskaber mellem mand og kvinde.

Det ventes, at guvernør Christine Gregoire vil underskrive loven på valentinsdag, hvorefter loven så vil træde i kraft 90 dage efter.

Modstandere af loven siger, at de vil prøve at samle underskrifter nok til at kræve en folkeafstemning om emnet. Hvis det lykkes dem, vil loven blive suspenderet indtil folkeafstemningen.

Lovgivere i staten New Jersey skal stemme om at legalisere homoægteskaber i næste uge, men her har guvernør Chris Christie allerede sagt, at han vil nedlægge veto.

0 kommentarer
Vis kommentarer