Mitt Romney, den tidligere favorit til at vinde kapløbet om at blive Republikanernes præsident, kaster nu lidt alternative argumenter ind i valgkampen mod den nuværende frontløber Newt Gingrich.
- Skrupskør er fantastisk i en valgkamp. Det er fremragende i radiotalkshow. Det er fantastisk på tryk, og det er sjov læsning, siger Romney til New York Times.
- Men i forhold til en præsident har vi brug for en leder. Og en leder skal kunne samle amerikanerne, siger han og tilføjer, at Gingrich ikke har temperamentet og den økonomiske erfaring til at lede landet.
- Vi har ikke brug for en skrupskør præsident, siger Romney.
Gingrich fører i den seneste måling fra Wall Street Journal med 40 procent af de republikanske vælgere i ryggen mod 23 procent til Romney på nationalt plan. Selvom han bliver angrebet, har Gingrich svoret, at han vil føre en positiv kampagne.
- Jeg er glad for at kunne fortælle om min tilgang og engagement i forhold til at være positiv og fokusere på nye løsninger og idéer, siger han.
På det seneste er Gingrich blevet angrebet på grund af sin utroskab over for to ekskoner. Gingrich har forsvaret sig med, at han har fortrudt sine handlinger og er fast besluttet på at være sin nuværende kone tro.