Israel må arbejde på at komme ud af den isolation, som landet oplever i Mellemøsten, siger den amerikanske forsvarsminister, Leon Panetta.
Det skal ske ved at israelerne forbedrer forholdet til Tyrkiet og Egypten, som tidligere har været vigtige allierede, og ved at kaste ny energi ind i fredsbestræbelserne med palæstinenserne, siger Panetta.
- Desværre har vi gennem det seneste år set, at Israels isolation i forhold til landets traditionelle sikkerhedspartnere er blevet større, og jagten på en omfattende mellemøstlig fred er effektivt blevet sat i bero, siger han.
Amerikaneren mener dog ikke, at Israel selv bærer hele skylden for den isolerede position. Landet er ifølge Panetta blevet udsat for en "international kampagne", der er designet til at isolere landet.
Forsvarsministeren mener, at det er vigtigt, at Israel opfatter det arabiske forår som en mulighed for at skabe en mere sikker position i regionen.
Derfor er det afgørende, at Israel rykker tættere på Tyrkiet, Jordan og Egypten, der har en fælles interesse i regional stabilitet, siger Panetta. Og palæstinenserne, ja dem skal israelerne få tilbage til forhandlingsbordet, siger han.
- Bare få dem hen til det forbandede bord, siger Panetta.
- Problemet lige nu er, at vi ikke kan få dem hen til det forbandede bord, siger han.