Tea Party-bevægelsens dronning, Sarah Palin, har holdt lav profil, siden hun i sidste måned frasagde sig opstilling ved næste års amerikanske præsidentvalg.
Men natten til i går kom den 47-årige Alaska-kvinde voldsomt tilbage, da hun i et tv-show krævede den legendariske sportstræner Jerry Sandusky ’klynget op i det højeste træ’.
HØR SARAH PALIN FORESLÅ, AT TRÆNEREN BLIVER KLYNGET OP - I VIDEOEN OVER ARTIKLEN
Jerry Sandusky var mangeårig assistenttræner i amerikansk fodbold på et universitet i Pennsylvania. Han er landskendt, flere gange prisbelønnet for sine sportslige resultater og grundlagde efter at være gået på pension en velgørende organisationer, som hjalp vanskeligt stillede unge.
I begyndelsen af november blev Sandusky anholdt og sigtet for 40 tilfælde af sex- overgreb mod unge drenge gennem 15 år.
Sagen har rystet USA’s sportsverden og førte til optøjer på det berørte universitet, da fodboldholdets cheftræner blev fyret i kølvandet på skandalen.
Under et talkshow på Fox News med den kendte tv-vært Greta van Susteren gik Sarah Palin ud med skrappe meldinger om straffen, som den sigtede fodboldtræner fortjener.
– Spillerne bør ikke lide mere, end de allerede har lidt. Jeg synes, at hjælpetræner Sandusky skal klynges op i det højeste træ. Jeg skal nok stille med rebet. Det, som er sket, er patetisk, rædselsfuldt og skændigt, lød det fra Sarah Palin.
Hadefuld retorik
Amerikanske medier noterer, at højrefløjsdronningen hermed er tilbage i sin kendte hadefulde retorik.
Palins sprogbrug blev ellers dæmpet efter attentatet på det demokratiske kongresmedlem Gabby Giffords i januar i år.
Sammen med andre demokratiske kandidater var Giffords blevet udpeget i et kikkertsigte på Sarah Palins webside op til midtvejsvalget sidste år.
Seks af Giffords medarbejdere og tilhørere mistede livet, mens hun selv og 12 andre blev såret, da en mand skød løs under et vælgermøde i Arizona.