Ban Ki-moon genvalgt som FN-chef

Som ventet er Ban Ki-moon valgt til endnu en femårig embedsperiode som FN's generalsekretær

Ban Ki-Moon napper fem år til i FN. (Foto: PA)
Ban Ki-Moon napper fem år til i FN. (Foto: PA)

De 192 medlemslande i FN's Generalforsamling har genvalgt sydkoreaneren Ban Ki-moon til anden periode som generalsekretær for FN.

En smilende Ban bukkede for forsamlingen efter valget, der blev foretaget uden afstemning.

Medlemslandene viste opbakning til valget med klapsalver.

Sikkerhedsrådet godkendte i sidste uge, at den 67-årige generalsekretær fortsætter på posten i fem år mere, til udgangen af 2016.

Ban erklærede sit kandidatur for to uger siden og havde ingen modkandidater.

Han har sagt, at kampen mod global opvarmning fortsat vil have høj prioritet for ham, som det havde under hans første embedsperiode.

I forbindelse med de folkelige oprør, der har præget de arabiske lande siden nytår, har generalsekretæren stillet sig på demonstranternes side og udtalt skarp kritik af landenes ledere.

Tidligere har Ban dog været kritiseret af menneskeretsorganisationer og nogle lande for hans svage egenskaber som leder og evne til at stå i spidsen for verdensorganisationen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere