Grækere protesterer igen mod spareplan

Tusindvis af grækere demonstrerer imod deres regering, som er tvunget til at spare på statens udgifter

'Tyve, tyve, tyve'.

Slagord fra tusindvis af græske demonstranter gjaldede søndag aften atter imod regeringen ved det græske parlament i Athen, Grækenlands hovedstad.

Vidner anslår, at flere end 20.000 demonstranter var mødt frem for at vise deres utilfredshed med deres regering.

De siger, at de er frustreret over det, de kalder korrupte politikere, som ikke slår hårdt ned på rige skatteunddragere.

I stedet prøver politikerne at løse Grækenlands gældsproblem ved at øge skatterne for de mindre bemidlede, lyder det fra demonstranterne.

Det var 19. dag i træk, at der blev demonstreret mod regeringen, som knokler for at få nye sparetiltag på plads - upopulære sparetiltag.

Regeringen er tvunget til at spare og reducere statens udgifter for at opfylde de krav, som EU og IMF, Den Internationale Valutafond, stiller for at udbetale lån, som kan hindre den græske økonomi i at bryde sammen.

Det er ikke lykkes for Grækenland at opnå de sparemål, som EU og IMF stillede for at give lånet på 110 milliarder euro i fjor, så skruen skal strammes yderligere.

Nu planlægger regeringen at øge skatterne mere end planlagt, at skære mere end planlagt, og der skal privatiseres i stor stil.

Blandt andet skal den statslige energiproducent PPC sælges, og det har fået PPC-ansatte til at bebude strejker.

- Vi er modstandere af, at landet sælges. Vi vil ikke lukke vore øjne, sagde fagforbundet GENOP DEH, der har mange PPC-ansatte organiseret.

Strejken vil vare i 48 timer og begynder den 20. juni.

Men allerede på onsdag kommer der strejker. Fagforbund, som repræsenterer flere hundredtusinder ansatte - både i det offentlige og det private - planlægger at strejke landet over.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere