Erdogan vil samarbejde om ny forfatning

Tyrkiets premierminister har vundet valget. Men hans parti er ikke stort nok til at ændre forfatningen alene

Med en ny klar sejr i ryggen lover Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan samarbejde og konsensus med oppositionspartier i arbejdet med at skrive en ny forfatning for landet.

Erdogan og hans regeringsparti AKP fik 50 procent af stemmerne ved søndagens parlamentsvalg og et flertal på cirka 325 af parlamentets 550 mandater.

Selv om Erdogan og AKP har et klart flertal, har partiet ikke mandater nok til alene at gennemføre den forfatningsændring, han lovede før valget.

- Vi søger konsensus og dialog med andre partier, oppositionen uden for parlamentet, medierne, uafhængige grupper, akademikere, ja med alle, som ønsker at sige noget, siger Erdogan i sin sejrstale.

Erdogan og AKP's klare sejr fik omgående aktiekurserne til at stige og styrkede den tyrkiske lira over for udenlandske valutaer.

Den tyrkiske forfatning er 30 år gammel og blev udformet under en periode i Tyrkiets historie, hvor militæret havde stor magt og ved flere lejligheder afsatte en folkevalgt regering.

Erdogan og hans AKP-parti har reformeret tyrkisk økonomi og skabt stor økonomisk vækst, der i øjeblikket ligger på linje med Kina og Indien.

Alligevel frygter kritikere, at Erdogan med forfatningsændringen vi forsøge at styrke det islamiske islæt i tyrkiske love. Det afviser han dog.

- Vælgerne har givet os et signal om at skabe en ny forfatning gennem samstemmighed og forhandling, siger han og meddeler samtidig, at hans tredje mandatperiode bliver den sidste som premierminister.

Der har imidlertid været spekulationer om, at en forfatningsændring vil gøre landets præsidentpost mere magtfuld, og at Erdogan vil sætte sig på den, når hans tid som premierminister er forbi.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere