Bin Ladens død øger Obamas popularitet

Obamas popularitet går markant i vejret efter drabet på terrorleder Osama bin Laden, viser dugfrisk måling.

Drabet på Osama bin Laden har givet den amerikanske præsident, Barack Obama, et solidt løft på popularitetsskalaen.

En ny måling viser, at 39 procent af amerikanerne nu har et mere positivt syn på præsidentens lederevner.

42 procent af de adspurgte mener endvidere, at Obama håndterer krigen mod terror bedre end før, viser målingen, der er lavet af analyseinstituttet Ipsos for nyhedsbureauet Reuters.

En ud af tre gladere for Guantanamo
En tredjedel siger, at de efter drabet på Osama bin Laden i højere grad går ind for, at terrormistænkte tilbageholdes i den omstridte Guantanamo-fangelejr i Cuba.

Knap hver tredje af de adspurgte - 32 procent - giver Obama hovedparten af æren for, at det omsider lykkedes amerikanske specialstyrker at få ram på al Qaeda-lederen.

Vil give Bush æren
13 procent mener derimod, at Obamas forgænger, republikaneren George W. Bush, skal have æren for den store fangst.

Obama har hidtil været kritiseret for at være for blød på de områder, der vedrører den nationale sikkerhed.

Endvidere er hans popularitet på det seneste dalet i takt med, at prisen på benzin stiger, og de amerikanske bilister dermed skal punge ud med flere dollar for at fylde tanken.

0 kommentarer
Vis kommentarer