DF afviser blankt et brud med Schengen

Dansk Folkeparti afviser, at genindført grænsekontrol betyder et totalt brud med Schengen-samarbejdet

DF til 2020-forhandlinger i Finansministeriet. (Foto: Tobias Pedersen Nørgaard)
DF til 2020-forhandlinger i Finansministeriet. (Foto: Tobias Pedersen Nørgaard)

En genindførelse af en fast grænsekontrol ved de danske grænser betyder under ingen omstændigheder et totalt opgør med det europæiske Schengen-samarbejde.

Det forsikrer EU-parlamentariker for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt i kølvandet på, at partiet onsdag har foreslået genindførelse af grænsebommene under 2020-forhandlingerne med regeringen.

- Irland og Storbritannien er en del af Schengen - på nær den del, der omhandler den nationale grænsekontrol, siger han til Ritzau.

- Det eneste, man skal gøre, er at få den samme model som Storbritannien og Irland, fortsætter han.

Modellen for Storbritannien og Irland betyder, at de to lande blandt andet deltager i den del af Schengen-aftalen, som omfatter udveksling af information på tværs af landegrænserne.

Læs også: DF: Ja, vi vil have flere stramninger

- Den del af aftalen modsætter vi os selvfølgelig ikke, understreger Messerschmidt.

Med sine udtalelser går EU-parlamentarikeren stik imod EU-ekspert fra Københavns Universitet Marlene Wind.

I onsdagens udgave af Jyllands-Posten vurderer hun, at DF's forslag vil betyde, at Danmark må træde ud af Schengen-samarbejdet.

- Det vil være fuldstændig uhørt, men hvis Danmark skal indføre grænsekontrol, kan jeg ikke se andre muligheder, siger Marlene Wind til avisen.

Den påstand "er forrykt nonsens", lyder reaktionen fra Messerschmidt med henvisning til forbeholdene for Storbritannien og Irland.

- Det er en fuldstændig almindelig model, som har fungeret i årtier i EU, siger han.