Derfor gik det så galt for Lene Espersen

Gæv pige fra Nordjylland. Moderne karrierekvinde. Medie-diva. Politisk sværvægter. Men det nyttede alt sammen ikke noget, konstaterer Ekstra Bladets Hans Engell

Justitsminister Lene Espersen i afslappet positur isommeren 2004. Billedet fra Ekstra Bladet blev senere synonymt med Ferieminister Espersen. (Foto: Mads Winther)
Justitsminister Lene Espersen i afslappet positur isommeren 2004. Billedet fra Ekstra Bladet blev senere synonymt med Ferieminister Espersen. (Foto: Mads Winther)
HVIS IKKE Lene Espersen i aftes selv havde kastet håndklædet i ringen, var hun blevet væltet. Derfor var det noget af en præstation, da hun på sit pressemøde tegnede det billede, at hun havde ofret sig for Det Konservative Folkeparti. Sandheden er, at ellers havde partiet ofret hende.

Hvorfor gik det så galt med Lene Espersen som partileder?

PERSONLIGT (har ikke været medlem hos konservative de seneste 11 år) forventede jeg, at Lene var blevet en succes. En konservativ partileder, der ville føre de konservative tilbage til mandatmæssig styrke og en central politisk-strategisk placering.

Lene Espersen har været i politik masser af år. Hun er kvik i hovedet, god til medier, sjov og skarp. Har let ved at tale med mennesker. Og alligevel gik det i koks. Hvorfor?

Den væsentligste grund er, at Lene ikke gjorde sig umage.

Ikke brugte tilstrækkelig mange kræfter, energi og tid på sit formandskab. Lene havde en tro på, at man sagtens kan være moderne kvinde med mand, børn, hus, hjem og et spændende arbejde som vicestatsminister og partileder og alt muligt andet. Det kan man ikke. I en tid, hvor synligt lederskab, flid, idé-udvikling og fokus er langt vigtigere end folkelighed og bløde værdier, kom Lene Espersens form for lederskab til kort.

DA HUN PÅ pressemødet skulle vise en resultatliste, handlede det om skattelettelser, efterløn og to valgresultater – kommunal- og EU-valg. Skatterne er da spændende, efterlønnen siger få lønmodtagere tak for, og kommunalvalget blev vundet af lokale borgmestre. EU-resultatet sættes skarpt i relief af, at de konservative med den tidligere partiformand i spidsen kunne klare et sølle mandat, mens DF fik to.

LENE ESPERSEN brugte ikke sin partileder-post offensivt. Satte en ikke en konservativ dagsorden for 2000-årene.

Hun gjorde partiet alt for smalt. Som om afskaffelse af efterløn og skattelettelser er hovedmålet for konservativ politik. Lene fortsatte og forstærkede Bendt Bendtsens linje, hvor partiet i stigende grad henvender sig til et lille segment af selvoptagede rigmænd og erhvervslivets egoister, som er mest optagede af snævre egeninteresser. Nu hedder det ’vi konservative’ – ordet ’folkeparti’ er strøget. I stedet for at gøre partiet bredere, hvilket mange ville have forventet, gjorde hun de konservative smallere. Hvilket så er hovedårsagen til, at både Venstre, Liberal Alliance, de radikale og Dansk Folkeparti har bredt sig langt ind over de konservative. På den måde var hendes store tale til det konservative landsråd for nogle måneder siden en udstilling af, hvor snævert partiet var blevet. Andre partier havde overtaget store konservative mærkesager.

LENE BLEV skældt meget ud for at snuppe udenrigsministerposten fra Per Stig Møller. Den kritik er forkert. Lene var ved at gro fast i et uhåndterligt Økonomi- og Erhvervsministerium med for mange og for kedelige sager. Eneste mulighed i forhold til V var Udenrigsministeriet, hvor Lene med ordentlig arbejdstilrettelæggelse sagtens kunne have varetaget formandsposten. Det havde krævet en stram mødeplan – men hvad ellers?

At det endte galt, skyldtes ikke mindst hendes stædighed. Lene lytter ikke til andre, før det er for sent. Lene Espersen har ikke brugt årene i toppolitik til at opbygge alliancer. Hendes netværk er svage. Ikke en eneste af de helt centrale konservative organisations- eller tillidsfolk rykkede ud til hendes forsvar, da kritikken virkelig satte ind. Lene var alene.

ESPERSEN har altid været god til medier. Brænder godt igennem med sin slagfærdighed, humor og skarpe meldinger. Men som tiden gik, blev der langt mellem snapsene. Interview med Lene blev langsnak uden substans. Rituelle besværgelse, hvor det virkede, som om hun var sendt i byen af en spindoktor med ti talestreger, og når de var sluppet op, var der ikke mere på hjerte. Ingen sager blev fulgt til dørs. Hun startede som udenrigsminister med en stærk melding om, at nu skulle EU prioriteres højere. Per Stigs køreplan for fred i Mellemøsten var sikkert interessant, men helt uden realiteter. Hun ville have fat i det europæiske samarbejde. Så døde den sag.

Lene ville i dialog med den offentlige sektor og dens organisationer. De mødte op – hele holdet i forventning om, at de konservative, som historisk har haft lettere ved at tale med den offentlige sektor end Venstre, havde noget at byde på. Et fint møde på kursusejendommen Rolighed. Så døde det projekt også. Og sådan har det været hele vejen. Lene har kastet nogle bolde op, men aldrig spillet dem i mål.

HUN UNDERVURDEREDE også, hvor mange fjender hun har. De gamle venner var for længst glemt, men hendes gamle fjender havde bestemt ikke glemt hende.

Hun var god til at lytte til ros, dårlig til at tage imod kritik. Hun startede med at tage på ferie, mens Anders Fogh gik af som statsminister. Fuldstændig ufatteligt at hun ikke var hjemme. De private ferier kom til at fylde alt for meget.

Kunne hun have gjort noget? Ja – sommerferien skulle være brugt i Dragør, i ministeriet, i partihovedkvarteret i Nyhavn – og ikke i Italien. Hun skulle have været i Kabul.

Hendes dagsorden var alt for springende – masser af enkeltsager, men ikke noget samlet politisk projekt.

Hun undervurderede sine modstandere og kritikere og satte heller ikke noget stærkt, langtidsholdbart hold.

LENES FORNEMMELSE for timing blev stadig svagere. Meldinger om, at DF ikke skulle i regering, efterfulgt af et telefonopkald til Pia Kjærsgaard om: ’Er du sur?’ virkede utroværdigt.

Og hvad nu? Lene er formentlig færdig i toppolitik. Posten som udenrigsminister bliver en skal frem til valget – for med hvilken autoritet vil hun tale? Hvem gider lytte? Lene skal nok blive genvalgt i Nordjylland, men vil ikke være på Lars Barfoeds favorithold. Tiden som toppolitiker sluttede med pressemødet i går.

1 af 2 Her kommer jeg. En ung, vild, fotogen og hamrende dygtig Lene Espersen i 1997, da hun var fiskeri- og fødevareordfører for de konservative. (Foto: Claus Lunde)
2 af 2 Justitsminister Lene Espersen i afslappet positur isommeren 2004. Billedet fra Ekstra Bladet blev senere synonymt med Ferieminister Espersen. (Foto: Mads Winther)
kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen