Afviser at have skjult rapport

Departementschefen i Sundhedsministeriet og forhenværende departementschef i Finansministeriet afviser, at de har tilbageholdt oplysninger fra rigsrevisoren

Beskyldningerne fyger i den såkaldte mailgate. Senest er den daværende departementschef i Finansministeriet, Christian Kettel Thomsen, blevet beskyldt for sammen med departementschefen for Indenrigs- og sundhedsministeriet, Kristian Wendelboe, at have afvist at udlevere en central rapport til rigsrevisor Henrik Otbo på et møde den 18. maj 2009.

Men det afviser begge departementschefer over for Ritzau.

- Jeg er ikke blevet bedt om at udlevere noget materiale, og af samme grund kan jeg klart afvise, at jeg skulle have afvist at udlevere noget materiale. Jeg vil også klart afvise, at vi på mødet drøftede den meget omtalte rapport, siger Christian Kettel Thomsen, der er i dag er departementschef i Statsministeriet.

Den samme opfattelse har Kristian Wendelboe.

- Jeg deltog også i mødet, og jeg er heller ikke blevet bedt om at fremsende det interne udredningsarbejde, siger han.

Ifølge Christian Kettel Thomsen var mødet ikke indkaldt med henblik på, at ministerierne skulle udlevere oplysninger til rigsrevisoren. Mødet handlede i stedet om Rigsrevisionens analyse af det udvidede frie sygehusvalg og grundlaget for analysen.

I hjørnet af mødet var der dog ifølge Christian Kettel Thomsen en drøftelse mellem rigsrevisor Henrik Otbo og repræsentanterne for Sundhedsministeriet om udlevering af materiale.

Spørgsmål: Kan du afvise, at Sundhedsministeriet blev bedt om at aflevere rapporten?

- Det er bedre, at de udtaler sig på egne vegne, men jeg har ikke hørt nogen samtaler om rapporten på mødet, siger Christian Kettel Thomsen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen