Ahmadinejad: 9/11 var propaganda

Ingen 'zionister' blev dræbt i World Trade Center, for de blev advaret dagen før, siger Irans præsident i ny tale, hvor han igen benægter Holocaust

Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, møder USA's fremstrakte hånd med meget hård retorik. (Arkivfoto: AP)
Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, møder USA's fremstrakte hånd med meget hård retorik. (Arkivfoto: AP)

Mens der er meldinger om, at USA's præsident Barack Obama vil forsøge at genoptage dialogen med Iran, er tonen en noget anden fra Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad.

I en offentlig tale i Irans hovedstad, Teheran, sagde Ahmadinejad lørdag, at han ser angrebet på World Trade Center den 11. september 2001 som en begivenhed, som USA har brugt som undskyldning for at bekrige Irak og Afghanistan, skriver telegrambureauet Reuters.

Han går så langt som til at antyde temmelig kraftigt, at de amerikanske myndigheder var klar over, at angrebet ville komme.

Medier hjalp med propaganda
Samtidig gentager han sin benægtelse af, at Holocaust har fundet sted, og giver endnu engang udtryk for sit had til 'den zionistiske stat' Israel, som han kalder landet.

- Ingen 'zionister' blev dræbt i World Trade Center, fordi de havde fået at vide dagen før, at de ikke skulle gå på arbejde, lyder det fra Mahmoud Ahmadinejad.

Samtidig beskylder han de amerikanske myndigheder for at overdrive antallet af omkomne og de vestlige medier til at hjælpe USA med 'propagandaen'.

Det officielle dødstal fra World Trade Center er 2995 personer.

0 kommentarer
Vis kommentarer