Kristen milits ville dræbe politifolk

En amerikansk milits planlagde massakre på politifolk. Det skulle være startskuddet på væbnet oprør mod Obama-regeringen

Hutaree-militsen var tydeligvis klar til kamp. Dette foto stammer fra gruppens hjemmeside. (Foto: Hutaree.com)
Hutaree-militsen var tydeligvis klar til kamp. Dette foto stammer fra gruppens hjemmeside. (Foto: Hutaree.com)

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, og lokale politistyrker har slået til mod en kristen militsgruppe, som mistænkes for at planlægge et væbnet oprør mod USA’s regering. Ni medlemmer af Hutaree-gruppen, som holder til i den amerikanske midtvest, er anholdt og sigtet for planer om at dræbe politifolk, oplyser den amerikanske statsadvokat, Barbara McQuade.

Ifølge anklageskriftet var det meningen, at den velbevæbnede gruppe i april skulle lokke politifolk i baghold og slå dem ihjel. Militsen ville angiveligt benytte forskellige former for sprængstoffer ved aktionen, som skulle være startskuddet på en revolution i USA.

LÆS OGSÅ: Fremgang for USA's højregrupper

- Hutaree mente, at denne handling ville tjene som katalysator for et mere omfattende oprør mod regeringen, hedder det blandt andet i anklageskriftet, som omhandler sammensværgelse, ulovlig våbenbesiddelse, sprængstofoplæring og forsøg på brug af masseødelæggelsesvåben – i dette tilfælde hjemmelavede bomber.

Venter på antikrist
De amerikanske myndigheder anholdt søndag de ni militsmedlemmer ved aktioner i Michigan, Ohio og Indiana. Blandt de anholdte er Hutaree-gruppens leder, David Brian Stone, der også er kendt som 'Captain Hutaree'.

På sin hjemmeside citerer Hutaree-gruppen biblen og skriver: 'Vi mener, at én dag, som profetien siger, vil der komme en antikrist. Jesus ønskede, at vi skulle være parate til at forsvare os selv med sværdet i hånd'.

En meningsmåling ( eksternt link) viser, at knap en fjerdedel af alle amerikanere, som identificerer sig med Det Republikanske Parti, opfatter den demokratiske præsident, Barack Obama, som ’antikrist’.

1 af 3 Politiet i Michigan omringer et hus i byen Clayton, hvor en af de mistænkte militsmedlemmer bor. Lignende aktioner fandt sted i staterne Ohio og Indiana. (Foto: AP)
2 af 3 Politiet mødte talstærkt op. (Foto: AP)
3 af 3 Hutaree-militsen var tydeligvis klar til kamp. Dette foto stammer fra gruppens hjemmeside. (Foto: Hutaree.com)
0 kommentarer
Vis kommentarer